Hvornår er man kriminel?

brevkassespørgsmål

Hvornår er man kriminel?

brevkassespørgsmål af
Natasja
23 år
Oprettet 1 uge 5 dage siden

Hej Cyberhus,

Ja spørgsmålet giver lidt sig selv. Hvornår er man egentlig betegnet som kriminel? Jeg synes man kaster ordet meget rundt for tiden og at det får flere og flere betydninger.

Spørgsmålet opstod egentlig på baggrund af, at jeg har en veninde som downloader mange film igennem Torrent fordi de ikke har så mange penge, og hun kan ikke købe film fordi de skal spare på pengene og bruge dem til noget bedre, hvor hun påstod at hun ikke er kriminel fordi hvis hun nogensinde blev opdaget, ville hun bare få en bøde, hvor hun også påstår at bøder ikke kommer på straffeattesten, og man er først kriminel når noget kommer på straffeattesten eller at man kommer i fængsel. 

Ordbogen siger også, at det er nogen som er præget af kriminel adfærd. Og dog synes jeg ikke at en som stjæler en slikkepind hver gang de går i Føtex burde kaldes en kriminel. Der er også nogen som siger, at man er kriminel lige så snart man overtræder loven, hvilket jeg føler er en forkert påstand fordi vi gør nok alle sammen noget ulovligt på et tidspunkt, med vilje eller ej. Om det så er at svindle for 100 kr. eller at køre mens man er fuld.

Min personlige mening ville være at man først er kriminel når det kommer på straffeattesten. Men kan bøder ikke også gøre det? Har min veninde ret eller er hun i princippet kriminel?

Svar: 

Hej Natasja,

Det er nogle virkelig interessante overvejelser du gør dig. Rent juridisk er man kriminel så snart man overtræder loven - om det så er ved at downloade film ulovligt, stjæle en slikkepind i Føtex, køre bil under påvirkning af alkohol eller svindle med penge. Alle former for ulovlig adfærd udløser en plet på straffeattesten, hvis man bliver taget. Det vil sige, at hvis din veninde bliver taget i at downloade film ulovligt, så får hun en bøde, men hun får også en plet på straffeattensten. Akkurat ligesom, at hvis du stjæler en slikkepind i Føtex, og du bliver taget, bliver du sigtet for butikstyveri, og får en plet på straffeattesten. Og formentlig en bøde. Så det har altså ikke noget med størrelsen på forseelsen at gøre, om man får en plet på straffeattesten - den får man uanset. Størrelsen på forseelsen er dog afgørende for, hvilken straf man får - om det er en bøde, og i givet fald hvor stor, eller om det er fængsel.

Jeg tror du har helt ret i, at vi alle sammen gør noget ulovligt på et tidspunkt, enten bevidst eller ubevidst, og at forskellige mennesker har forskellige holdninger til, hvad de synes burde være ulovligt og strafbart, og hvad der ikke burde. Men hvis vores samfund skal fungere, så er vi nødt til at have nogle regler og love, som gælder for alle, og som siger noget om hvad man må og ikke må. Og i de regler og love vi har i Danmark i dag står der, at hvis du overtræder straffeloven, så giver det en plet på straffeattesten og en eller anden form for straf (bøde, fængsel el. lign.).

Så for at svare på dine spørgsmål til sidst: ja, bøder kommer på straffeattesten, og ja, din veninde gør noget kriminelt.

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program