Hvordan går jeg fra sms til en date

brevkassespørgsmål

Hvordan går jeg fra sms til en date

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 4 år 3 måneder siden

Hej cyberhus

Jeg er en dreng på 14 og jeg skriver med en pige som jeg har mødt gennem min gode ven som siger jeg har en god chance. Men jeg ved ikke hvordan man får det at skrive sammen til at blive at man mødes/dater.

Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej med dig!

Hvor er det dejligt, at du har mødt en pige, som du er interesseret i, og så kan jeg virkelig godt forstå, at du har lyst til at se, hvad det kan blive til, specielt når din ven også fortæller, at der er gode chancer! Men derfor kan det selvfølgelig stadig være svært det her med at gå fra at skrive til at mødes.

Jeg tænker, at en måde det er simpelthen at sige det, som det er. Fortælle hende, at du synes, at hun er sød, og at du godt kunne tænke dig at hænge ud bare hende og dig. Det kan være I kan gå en tur sammen, tage et sted hen sammen, tage i biografen sammen, ud at købe julegaver sammen eller noget helt andet. 

En anden mulighed er den lidt mere indirekte, hvor man måske f.eks. prøver at se, om man ikke f.eks. kan mødes lidt tilfældigt et sted. Det kan f.eks. være til et eller andet arrangement, en fest, eller måske I nogle gange er en større flok venner, som hænger ud sammen, hvor du så kan ses lidt med hende? Måske din ven, som kender hende, kan hjælpe dig lidt med at prøve at få skabt en mulighed for at møde hende? 

En anden lidt indirekte måde er måske at nævne et eller andet arrangement, hvor man så kan snakke lidt om, hvor fedt det plejer at være, og at hun skulle tage at komme forbi. Så inviterer du hende ligesom lidt ud, men uden spørge hende direkte, hvis du synes, at det er lidt pinligt eller akavet. Det tænker jeg ikke, at hun vil synes, og jeg tror tit, at piger faktisk bliver rigtig smigrede, når en fyr tør stå ved deres følelser, og tør sige, at de er interesseret, men det, du vælger, skal selvfølgelig også være noget, som du har det godt med. 

Jeg håber, at mine forslag kan hjælpe dig lidt på vej, og at I får mulighed for at se hinanden lidt måske her i juletiden? Jeg krydser fingre for dig, og jeg tror på dig! 

Held, lykke og varme vinterhilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program