Hvordan fungerer det?

brevkassespørgsmål

Hvordan fungerer det?

brevkassespørgsmål af
Oliver
16 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Hej Cyberhus,

Jeg sad og snakkede med min bedste ven her den anden dag, og vi kom på en eller anden måde ind på emnet pædofili og lyst. Han påstod, at folk kan have fantasier om, at have sex med børn, uden at de er pædofil, hvilket forvirrer mig meget. 

Jeg forstår godt, at man kan tænde på noget man egentlig ikke har lyst til at udleve, som voldtægt blandt andet. Men det virker bare lidt underligt at sige, at man har fantasier om at have sex med børn, uden at man samtidig er pædofil? Jeg ved også godt at det kan være svært at afkode som ung, og at det egentlig først er noget man skal bekymre sig om når man er ordentlig udviklet. Men det har sat sig fast i min hjerne i flere dage nu.

Jeg forstår bare ikke helt hvor grænsen mellem det normale og at være pædofil er, hvis man virkelig kan tænde på børn og ikke være pædofil samtidigt. Hvornår er man jo så pædofil?? Hvordan skelner man??

Han sagde også samtidigt, at chancen for at jeg ville tænke på børn på en seksuel måde selvom jeg synes det er afskyeligt, ville være ret sandsynlig i fremtiden, hvilket gør mig rigtig bange, da jeg slet ikke kan forestille mig det. Jeg er blevet ret så bange for alt med sex nu.

Svar: 

Kære Oliver.

Mange tak for dine spørgsmål. Hvor er det godt, at du skriver herind med dine tanker omkring pædofili og lyst, da det kan være et meget svært emne at snakke om.

Du skriver, at din bedste ven påstår, at folk kan have fantasier om, at have sex med børn, uden at de er pædofile, og at dette forvirrer dig meget. Jeg kan godt fostå, at du er forvirret omkring, hvor grænsen går mellem det normale og at være pædofil. Ifølge verdenssunhedsorganisationen, WHO, er pædofili en diagnose, som man kan få, hvis man har en seksuel forkærlighed for børn. Tiltrækningen til børn skal være stærkere end til voksne. Det er ikke tilstrækkeligt, at være tiltrukket af børn eller kunne lide at se børneporno, for at få diagnosen pædofil. De fleste af de mennesker der har seksuelle tanker og fantasier om børn, herunder pædofile, er ikke aktive. Pædofile kan altså have seksuelle tanker og fantasier om børn, uden at de handler på det. Man kan altså godt være pædofil, men tage afstand fra seksuelle krænkelser af børn. Der er også mennesker, som krænker børn seksuelt, men som ikke er pædofile.

Du fortæller også, at din ven har sagt, at selvom du synes det virker afskyeligt nu, er chancen for, at du vil tænke på børn på en seksuel måde ret sandsynlig i fremtiden. Jeg kan godt forstå, at det gør dig rigtig bange, fordi du slet ikke kan forestille dig det. Til det vil jeg gerne sige, at jeg tror, at du kan være helt rolig. Jeg tror ikke, at sandsynligheden for, at du pludselig vil blive pædofil, er særlig stor. Flere undersøgelser peger på, at mellem 1 og 3 % af den voksne befolkning har seksuelle tanker og fantasier om børn. Men det er selvfølgelig rigtig empatisk af dig at tænke over det og fint at du er opmærksom på det. Men ud fra det du fortæller, lyder det ikke som noget du skal gå og være bange for. Årsagerne til, at nogle mennesker bliver pædofile er ikke fastslået, men nyere forskning peger på, at det er en afvigelse i hverneudviklingen, som opstår allerede i fostertilstanden.

Du skriver, at du er blevet bange for alt med sex nu, efter din ven og dig har haft den her snak om pædofili, hvornår man er pædofil og hvordan man skelner mellem det. Til det vil jeg sige, at så længe du ikke har sex med mindreårige eller krænker nogen seksuelt, og ikke gør noget der er ulovligt, kan du være helt rolig.

Men hvis du går med tanker omkring, om du er pædofil, er det vigtigt, at du får den rette hjælp. Mennesker med seksuelle tanker og fantasier om børn kan få hjælp hos det offentlige, eksempelvis hos de sexologiske klinikker i psykiatrien. Her kan pårørende også få hjælp. Hvis man er over 18 år, er det muligt at få anonym telefonrådgivning hos Bryd Cirklen her. Hvis man er under 18 år år, kan man kontakte JanusCentret her.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar. Du er også altid velkommen til at komme forbi vores 1-1 chat hvis du har flere spørgsmål.

De bedste hilsner fra

Gro.

Gros billede
Gro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program