Hvad sker der?

brevkassespørgsmål

Hvad sker der?

brevkassespørgsmål af
Frederik
16 år
Oprettet 3 år 6 måneder siden

Jeg har det mærkeligt på en underlig måde.

det begyndte for et par dage siden, i en drøm, i know mærkeligt. Men i denne har drøm var der en bestemt pige, som jeg har haft et godt "forhold" til siden 1-2 klasse eller sådan noget. Nå men altså efter den dag har hun været med i alle som i ALLE andre drømme, og for at sige det lige ud er hun RIGTIG svær at få ud af hovedet, og begynder så nu at få tanker hvor jeg ser mig selv sammen med hende ikke så langt ud i fremtiden.

nogle ville nok mene at det bare er en normal forelskelse, men det føltes som noget mere end en helt normal en. 
har I nogle gode råd til hvad man kan gøre her fra?
tak på forhånd:)

Svar: 

Hej Frederik

Tusind tak for dit spørgsmål. Ud fra det du beskriver lyder det til, at du er rigtigt forelsket. At være forelsket kan opleves forskelligt fra person til person. For nogle opleves det som en stille længsel eller rumlen i maven, og for andre opleves det som en meget stærk og intens følelse, som den du også selv beskriver. Det kan føles som om, man bobler af glæde og lykke indeni, eller som om ens hjerte laver badutspring, hver gang man ser personen. Man kan også have enormt svært ved at koncentrere sig eller sove, fordi man hele tiden tænker på den, man er forelsket i. Det kan næsten føles som om, at man er ved at blive lidt skør, selvom det faktisk er helt normalt at have det sådan, når man er forelsket.

Du spørger om råd til, hvad du kan gøre i forhold til din forelskelse. Det findes der rigtigt mange svar på, og i sidste ende handler det om, hvad du selv har lyst til at gøre. Jeg har i det følgende samlet en række forskellige muligheder til dig, som du kan overveje. Men hvad du vælger at gøre, er helt op dig selv.

Jeg ved ikke, hvor meget I normalvis er sammen eller snakker sammen, men du skriver, at I har haft et godt forhold til hinanden siden 1.-2. klasse. Hvis jeres forhold er sådan, at I ofte snakker sammen eller mødes, tænker jeg, at det vil være helt oplagt at fortælle hende om det, hvis I alligevel mødes eller snakker sammen en dag. Hvis det er muligt, kan det måske være rarest for dig at snakke med hende, mens I er alene, da det kan være lidt ekstra nervepirrende, hvis der er andre, som kigger på. Du kan for eksempel fortælle hende om nogle af de ting, du godt kan lide ved hende, og så spørge hende, om hun har det på samme måde med dig. Det kan give dig et fingerpeg om, hvorvidt hun måske også er forelsket i dig. Hvis I finder ud af, at I er forelskede i hinanden, kan det være, at I skal være kærester?

Det kan også være en mulighed at fortælle hende om det på besked, hvis I skriver meget sammen på fx Snapchat eller messenger. Det kan også være lidt mindre angstprovokerende, hvis I måske ikke snakker sammen hver dag. Og hvis I ikke mødes særligt tit eller snakker sammen særligt tit, så kan det være en god idé at opsøge mere kontakt med hende, inden du spørger, hvordan hun har det med dig. Så kan I lære hinanden (endnu) bedre at kende først, og du kan måske allerede her få en fornemmelse af, om hun også er vild med dig. 

Der er selvfølgelig også den mulighed, at hun ikke har det på samme måde som dig, og det kan være rigtigt svært at få at vide. Men det er oftest rarest at være afklaret om, hvordan den anden person har det med en, så man slipper for at skulle gå og spekulere over det. 

Det er også helt okay, hvis du ikke har hverken lyst til eller mod på at snakke med hende om det. Det kan være svært at få en forelskelse til at ”gå over” eller at ignorere den, men det er ikke umuligt. Det kan hjælpe at prøve at holde sig beskæftiget, så man ikke har så meget tid til overs til at tænke på den person, man er forelsket i. Det kan være at lave noget, som du har lyst til, og som gør dig glad. Du kan fx bruge mere tid på en af dine fritidsinteresser, dit arbejde eller være mere sammen med nogle af dine venner. Det kan være med til at få forelskelsen lidt på afstand. Det kan også være rart at få snakket med en god ven eller et familiemedlem om det, så du ikke går rundt med meget svære følelser alene. Der er mange som har oplevet at være ulykkeligt forelskede, og det kan være meget godt at få delt ens tanker med en, som måske er god til at lytte eller som kan dele sine egne erfaringer omkring det med dig. 

Jeg håber, du kunne bruge mit svar, og jeg ønsker dig al held og lykke uanset hvad, du vælger at gøre :)

De bedste hilsner,
Marie

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program