Hvad gør jeg?

brevkassespørgsmål

Hvad gør jeg?

brevkassespørgsmål af
Helle
12 år
Oprettet 2 måneder 2 uger siden

Hej

Jeg er en pige på 12 og har en god veninde. på en måde tror jeg at hun kan lide mig, og hun på en måde "sagde" det idag. Men jeg føler heller ikke at jeg er vild med hende. men jeg er bange for at det vil bryde vores venskab. så hvad skal jeg gøre. skal jeg lyve og sige at jeg føler det samme. eller skal jeg sige sandheden og så måske bryde vores venskab? har haft en kærste før (Dreng) og da jeg slog op, så så vi ikke meget til hinanden mere. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre...

Svar: 

Kære Helle.

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret. Det er en rigtig svær situation at stå i, fordi du på den ene side ikke føler det samme for din veninde, som hun gør for dig, men også fordi du på den anden side gerne vil passe på jeres venskab. Jeg synes, at det er rigtig godt at høre, at du er opmærksom på din veninde, for det er måske også en rigtig svær situation for hende at stå i, og jeg tænker også, at hun kan være nervøs for, hvad det her vil betyde for jeres venskab. Samtidig så er det dog vigtigt, at du lytter til dig selv, og at du finder en vej, som du også har det godt med. 

Jeg tænker, at selvom det at lyve måske kan forhindre, at din veninde bliver ked af det lige nu, så er det svært at lyve om sine følelser og specielt romantiske følelser såsom dem, man har overfor en kæreste over længere tid. Jeg tænker derfor, om din veninde på et tidspunkt, vil finde ud af det alligevel, og om hun så bliver endnu mere ked af det, end hvis du er ærlig overfor hende nu?

Jeg tænker også, om det er fair overfor dig selv, hvis du ikke har den her type følelser for hende? For det handler også om dig, og hvad det er, som gør dig glad. Du fortjener at være sammen med én, som du ønsker at være sammen med ligesom at de ønsker at være sammen med dig, og det gør din veninde også. Hvis man tænker sådan, er det så mon bedre for jer begge at være ærlig og så håbe på, at det kommer til at gå fint?  

Jeg forstår godt, at det bekymrer dig at skulle være ærlig overfor din veninde. Det er svært at vide, hvordan hun vil reagere, men jeg tænker, om der ikke er en god chance for, at hun vil forstå og acceptere det, hvis du er ærlig? Specielt hvis du fortæller hende det med lige så pæne og omsorgsfulde ord, ligesom du har gjort her i dit spørgsmål. F.eks. kan du vælge at lægge meget vægt på, at du holder af hende, og at jeres venskab betyder rigtig meget for dig, og lignende. 

Nogle gange skal folk lige "sluge den", når de får sådan et svar. Det kan også være tilfældet med din veninde, hvis du vælger at fortælle hende, hvordan du har det, men i så fald så kan man prøve at gøre nogle ting, som viser, at man stadig holder af personen, og at man altid vil være der. Det kan man f.eks. fortælle dem det, men man kan også vise det, ved at vise sin interesse, f.eks. invitere dem til at lave ting, som I har lavet før og sådan noget. På den måde kan du prøve at vise hende, at du stadig holder ligeså meget af hende nu, som du gjorde før, det her det opstod. 

Det er helt op til dig, hvad du vælger at gøre, men jeg håber, at mine ord har kunnet hjælpe dig lidt på vej i din beslutning. Hvis du har brug for at få snakket lidt mere om det, så er du velkommen til at kigge forbi vores 1-1 chat. Held og lykke med det uanset, jeg sender positive tanker din vej!

De bedste hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program