Har lavet mit livs største fejl

brevkassespørgsmål

Har lavet mit livs største fejl

brevkassespørgsmål af
Cecilia
12 år
Oprettet 4 år 2 uger siden

Jeg er en pige på tolv og har rigtig mange veninde. Jeg er nok en af de populære men inerst inde vil jeg meget heller bare være sammen med de ik så populære. jeg flyttede skole for ik så længe siden og jeg fortryder. Alle mine gamle veninder snakker jeg ikke rigtig med mere men jeg savner dem. Problemet er at vis jeg ikke er sammen med de populære vil de blive onde Over for mig. De behandler mig også som om de tror jeg ikke har nogle følelser? fx slår mig eller siger jeg er grim. Hjælp!

Svar: 

Kære Cecilia

Jeg er ked af at høre, at du føler, at du har lavet dit livs største fejl. Jeg kan godt høre, at situationen er lidt forvirrende og svær lige nu, men jeg tænker, at det er vigtigt at huske på, at al forandring tager lidt tid at vende sig til. Jeg forstår godt, at det er en kæmpe omvæltning at have skiftet skole, og jeg tror, at mange har tænkt det samme som dig efter, at de flyttede skole. For jeg forstår godt, at du savner dine gamle veninder, og at det er trist, at du ikke rigtig snakker med dem mere, men jeg tænker, om der måske er noget, man kan gøre, så det både bliver rart på den nye skole, og at du kan få mere kontakt til dine gamle veninder igen?

For eksempel kunne du måske prøve at være den, som tager mere kontakt til dine gamle veninder. Skriver eller ringer til dem, eller måske endda inviterer dem hjem til dig eller ud at lave et eller andet sammen. Lige nu er det selvfølgelig lidt svært med alt det, som sker, men måske man kunne have en gruppesamtale på Facetime eller spille et spil eller noget over Facetime? Jeg har også hørt, at der faktisk er en app, som man kan bruge til at se en film sammen på Netflix, selvom at man ikke må være fysisk sammen lige nu. Den kan du læse lidt mere om her.

I forhold til veninderne på din nye skole, som ikke er så søde ved dig, så kan jeg godt forstå, at du er nervøs for, hvordan de vil behandle dig, hvis du ikke vil være veninder med dem længere, men jeg sidder lidt og tænker, at det lyder som om, at de heller ikke behandler dig særlig godt lige nu, selvom at I er veninder. Så måske der ikke vil være den store forskel, hvis du begynder at hænge mere ud med de andre piger i klassen? For det er måske heller ikke nødvendigt at sige til de her piger, at du ikke vil være veninder med dem. Man kan også nogle gange bare lade et venskab glide lidt ud og så se, hvad der sker. Hvis de så bliver sure og begynder at behandle dig skidt, så tænker jeg, at det er okay at sige det til en voksen, fordi uanset hvad, så er det jo ikke okay, at de er lede ved dig eller nogle andre.

Jeg håber, at mine forslag kan hjælpe lidt, men ellers tænker jeg, at hvis det bliver ved med at være træls, og hvis du bliver ved med at føle, at du har begået en fejl, så er det jo også en mulighed at snakke med dine forældre om, hvordan du har det. Måske I kan finde en løsning eller lave en aftale omkring, hvor lang tid du skal give det en chance, før I måske skal overveje, om der er en anden mulighed.

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål. Jeg ønsker dig held og lykke med det hele, og hvis du har brug for en snak, så tøv ikke med at kigge forbi vores 1-1 chat!

De bedste hilsner og varme tanker

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program