Frygter ny skole

brevkassespørgsmål

Frygter ny skole

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 1 år 8 måneder siden

Jeg skal starte i ny skole efter ferien og jeg er virkelig bange for om jeg passer ind. Har haft det ret svært på min gamle skole og nu er jeg så blevet enig med min mor om at prøve om det kan blive bedre hvis jeg prøver noget helt andet så skal starte på en privatskole i byen. Er virkelig ikke god til at møde nye mennesker så er bange for om jeg bliver helt mærkelig og at alting så bliver ligesom det plejer fordi de kommer til at synes jeg er mærkelig😭

Svar: 

Hej med dig

Først og fremmest vil jeg sige, at det er rigtig godt, at du skriver til os, for det lyder bestemt ikke rart, at være så bange. Jeg er ked af at høre, at du ikke havde det godt på din gamle skole. Til gengæld er jeg rigtig glad for, at du har fundet mod til at prøve noget nyt. 

 Du spørger ikke om noget konkret i dit spørgsmål, men der er alligevel et par ting, som jeg lægger mærke til i dit brev.

 At lære nye mennesker at kende

Du skriver, at du ikke er god til at møde nye mennesker, og at du derfor er bange for, at du bliver helt mærkelig. Det er meget normalt at blive nervøs, når man skal møde nye mennesker. Og rigtig mange oplever, at de kan være lidt ved siden af sig selv, fordi de bliver nervøse. 

Ofte kan det være lettere at lære nye mennesker at kende, hvis man finder noget at være fælles om. Det kan jo være, at der er nogen i din nye klasse, som har nogle af de samme interesser som dig? Det kan også være, at i kan lide det samme musik eller den samme film. Måske kan du starte med at spørge lidt ind til de andre og se, om du kan finde noget, som i har til fælles

At være mærkelig

Du skriver også, at du er nervøs for, at de andre kommer til at synes, at du er mærkelig. Jeg kan godt forstå, at du kan være nervøs for det, og det er meget naturligt at gå op i, hvad andre tænker om en. Men jeg kommer også til at tænke på, hvad det egentlig vil sige for dig at være mærkelig? Og om det nødvendigvis er en dårlig ting? Alle mennesker er jo forskellige, og det vigtigste er, at man tør være sig selv. 

Når man er ung kan det godt fylde rigtig meget, hvad andre tænker om en. Nogen gange kan det hjælpe at tænke på, at langt de fleste unge har det sådan, og at de andre i din nye klasse sikkert også er nervøse for at virke mærkelige. 

Hvad kan du gøre?

 Du skriver i dit brev, at du er blevet enig med din mor om at prøve noget nyt, og det får mig til at tænke på, om du mon har talt med din mor om de her tanker? Langt de fleste forældre vil deres børn det bedste, og jeg er sikker på, at din mor rigtig gerne vil tale med dig om det her, hvis du fortæller hende om det. 

Jeg kommer også til at tænke på, at rigtig mange børn og unge har prøvet at skifte skole, og måske kunne det være rart for dig at høre andre børn og unges tanker om din situation. På https://cyberhus.dk/ung-til-ung, kan du oprette et spørgsmål lidt ligesom her i brevkassen, hvor andre børn og unge kan svare dig. 

 Til sidst vil jeg lige sige, at det er helt normalt, hvis det tager lidt tid at falde til på en ny skole!

 Og så er du selvfølgelig også altid velkommen på cyberhus 1-1 sms-rådgivning eller her i brevkassen igen. 

 Venlig hilsen Laura fra Cyberhus

Laura fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program