Jeg må ikke selv bestemme hvad jeg bliv efter 9.

brevkassespørgsmål

Jeg må ikke selv bestemme hvad jeg bliv efter 9.

brevkassespørgsmål af
Camilla
16 år
Oprettet 7 år 3 måneder siden

Hej CyberHus. Det er sådan at jeg i sidste uge snakkede i 5 min med min UV- vejleder, om hvad jeg skal efter 9 klasse. (Det er sådan jeg skulle havde været ude af skole nu fordi jeg er gået et år længere i børnehave) men jeg fortale så at jeg ikke helt ved hvad jeg vil være endu, men går lidt efter bygnings maler eller møbel snedker/tømre. Jeg har så nogle venner der går på en produktions skole som jeg syntes lyder rigtigt interessant, og hvor min kæreste ogs går. Jeg snakkede så med uv vejlederen hvor hun så sagde at jeg ikke selv kan bestemme hvor jeg vil hen efter 9 klasse, og sagde at hun gerne vil have mig hen på en efterskole, 10 Klasse, eller en HTX uddannelse. Men jeg prøvede at forklare hende at jeg ikke har lyst til at komme på efterskole, eller 10 klasse, og jeg føler mig slet ikke klar nok til at komme på en HTX uddannelse da jeg jo ikke ved hvad jeg vil være. Mine forældre vil hellere ikke have at jeg kommer på produktions skolen fordi de tror at jeg kun vil der på fordi min kæretse går der. Jeg prøver så at forklare dem, at det ikke er derfor, og det er det faktisk ikke. Han går her i år, og skal ligevel videre næste år. At min UV- vejleder sagde at jeg ikke selv kunne bestemme hvad jeg vil efter 9 klasse gjorde mig faktisk ret sur. Jeg kan jo hellere ikke stå og sige til hende, at hun skal tage en 10 klasse, hvis hUN faktisk føler sig klar til uddannelse. Jeg kan hellere ikke Sige til hende at hun skal tage en HTX uddannelse, 10 klasse, eller efterskole hun ikke føler for det. Jeg ved godt de vil gøre det bedste for mig. Mig jeg vil ikke på efterskole, jeg er alt for skole træt til en 10 klasse. Og jeg føler mig bestemt ikke klar til en HTX uddannelse. Og derfor vil jeg søge muligheden med en produktions skole, hvor jeg selvføligelig vil have fag med. Men det vil de ikke have, fordi de syntes at det er synd at spilde mine gode karentere på det, hvor jeg rent faktisk ikke er så godt fageligt i matematik. Hvad skal jeg gøre? Vær sød at svar hurtigst muligt.

Svar: 

Kære du,

Jeg kan sagtens forstå, hvis tanker omkring fremtiden fylder meget hos dig, nu hvor du nærmer dig afslutningen på folkeskolen. Jeg vil starte med at svare, at det selvfølgelig er vigtigt, at du selv har lyst til at lave det, som du vælger at lave efter 9. klasse. Det er vigtigt at være motiveret, når man begynder på et nyt uddannelsesforløb, ellers kan det være svært at finde energien til at gennemføre uddannelsen.

Jeg er usikker på, hvad en 'UV-vejleder' er, men jeg gætter på, at det er det samme som en UU-vejleder, så det svarer jeg ud fra. Du skriver, at du talte med din UU-vejleder i 5 minutter i sidste uge. Jeg synes, at 5 minutter lyder som meget kort tid i forhold til, hvor mange overvejelser der følger med, når man skal vælge, hvad man vil efter 9. klasse. Derfor tænker jeg, at det kunne være en rigtig god ide, hvis du prøver at få en ny tid hos din vejleder, hvor I har bedre tid til at snakke dine forskellige muligheder ordentligt igennem sammen. Jeg tror måske også, at I har talt lidt forbi hinanden, hvis hun sagde til dig, at du ikke selv må vælge, hvad du vil efter 9. klasse. Der kan være nogle begrænsninger i forhold til adgangskrav og økonomi, men du skal selvfølgelig altid selv være med til at vælge, hvad du skal lave i din fremtid.

For at være godt forberedt til samtalen med din vejleder, så kunne det måske hjælpe dig, hvis du inden samtalen sætter dig ned og laver fordele-/ulemper-lister ved de forskellige valgmuligheder. Der er mange muligheder at vælge imellem, så det kan nogen gange være rart, at få skrevet sine egne tanker og overvejelser ned på et stykke papir. Du kan prøve at lade som om, at du er helt "neutral" og slet ikke ved, hvad du vil efter 9. klasse. Prøv ikke at være fastlåst på én mulighed, frem for en anden mulighed, når du begynder på listerne. Du kan eventuelt også gå lidt til og fra listerne, og tilføje punkter løbende, når du kommer i tanke om flere. Du har også den fordel, at du kender folk, som går på produktionsskolen, så de kan måske fortælle dig om fordelene/ulemperne ved at gå dér. På hjemmesiden UG.dk kan du læse en masse om dine muligheder efter 9. klasse. Du kan komme ind på UG's hjemmeside ved at klikke her.

Du skriver godt nok, at du ikke vil på efterskole, men jeg tænker alligevel, at det måske er værd at overveje en ekstra gang. Du skriver, at du er "skoletræt", og derfor tænker jeg, at efterskole kunne være en god ide, da det er en helt anden måde at gå i skole på, hvor der også sker en masse andre spændende og sjove ting, udover undervisning og lektier. Der er også mange unge, som lærer sig selv bedre at kende i løbet af et år på efterskole, og derfor bliver klogere på, hvad de vil, hvem de er som person og hvad de er gode til.

Du skriver, at du godt ved, at dine forældre og din vejleder ønsker det bedste for dig, og det synes, jeg er en rigtig god overvejelse at tage med. De ønsker dig den bedst mulige fremtid, og derfor kan det også være en god ide at lytte til deres ideer og forslag. I kunne eventuel sætte jer ned sammen og lave lister omkring fordelene og ulemperne ved de forskellige valgmuligheder.

Hvis du ikke føler, du er klar til en HTX, så tror jeg, det er en god ide, at du lytter til din mavefornemmelse - det kan være, du har det helt anderledes om et år. Det er i hvert fald vigtigt, at du ikke føler, at du har travlt og skal skynde dig at få en uddannelse. Selvom du har gået et år længere i børnehave, så har du stadigvæk rigeligt med tid til at få dig både en uddannelse og et arbejde - også hvis du fx vælger at tage 10. klasse eller et år på efterskole.

Jeg håber, at du kan bruge mine ideer til at blive klogere på, hvad du skal lave efter 9. klasse. Ellers er du velkommen til at skrive igen. Husk også at nyde din sidste tid i folkeskolen.

De bedste hilsner,

Simone

 

 

Simone har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program