Forelsket og forvirret

brevkassespørgsmål

Forelsket og forvirret

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Hej

Jeg er en pige på 14 år som er til piger. Jeg har altid vidst at jeg var til piger siden jeg blev født. Jeg er forelsket i en pige fra min klasse, faktisk har jeg været forelsket i hende siden min første skoledag da jeg var 6 år. Jeg er meget forvirret om vores forhold til hinanden. Vi er meget sammen i skolen, faktisk hverdag bare ikke så meget i fritiden. Vores forhold er anderledes end andre veninde par. Jeg føler der er en slags kemi imellem os feks. hun sidder altid op hos mig, hun kysser/slikker mig i ansigtet og hun rør mærkeligt ved mig altså nogengange tager hun tilfældigt fat i min røv og nusser op af mig og er meget kælden kun overfor mig og ikke af nogen af de andre. Hun tager aldrig fat i hendes andre venner i skolen og heller ikke dem uden for skolen, kun mig. Jeg er bange for at vi ikke har noget og det bare er mig og at jeg ikke kan komme videre.

Hvad skal jeg gøre?

Kh mig

Svar: 

Hej med dig.

Jeg er glad for, du skriver, og håber mine ord kan hjælpe på din oplevelse af at være forvirret. Selvom det desværre ofte er sådan, man kan have det, når man er forelsket eller tiltrukket af nogen.

Det lyder som om, hun er vildt fantastisk. Tænk, at du har været forelsket i hende siden din første skoledag - det er da dejligt. Selvom jeg godt kan forstå, hvis forvirringen kan føles mindre dejlig.

Jeg kan også godt forstå, hvis du er bange for, I ikke har noget, og at det bare er dig. Nogle gange kan man godt blive i tvivl, om det er noget, der bare foregår oppe i éns hoved. Men ud fra det du skriver omkring hendes kærlige og kælne adfærd, kan jeg nu godt forstå, at du får oplevelsen af, at jeres forhold er anderledes end andres veninde-forhold og hendes forhold til andre. Så hvis du har en formodning om, at hun føler på samme måde, som du føler for hende, kan jeg sagtens forstå det.

Uanset hvad, om man oplever nogen være på en særlig måde eller ej, kan man aldrig vide præcist, hvad der foregår inden i den anden. For at prøve at finde ud af det, må man spørge den anden om det.

Mon du ville kunne have mod på at spørge hende om, hvad hun lægger i hendes kærlige facon, altså hvad hendes kys og nus er et udtryk for? Om hun gør det med andre af hendes veninder? Måske fortælle hende, hvad det får dig til at føle?

Det kan være svært, fordi man selv kan føle sig lidt sårbar i sådan en snak, men det er den eneste måde, du kan få en fornemmelse af det. Hvis hun nu ikke svarer dig direkte, ikke har lyst til at svare eller svarer, at hun ikke føler det samme, kan du jo altid sige, at du gerne vil have snakken med hende, fordi hun betyder meget for dig, og fordi du gerne vil have afklaring, så du ikke ligger noget i det, som ikke er der. - Hvis det selvfølgelig er sådan, du har det.

Håber mit svar kunne hjælpe dig. Husk at du altid er velkommen på chatten og til at skrive her igen.

De bedste hilsner

Emma

 

Emmas billede
Emma fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program