Forelsket

brevkassespørgsmål

Forelsket

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 3 år 1 måned siden

Hey

Jeg var på arbejde her forleden hvor jeg mødte min nye kollega og bare at se på hende blev jeg glad og fik sommerfugle i maven så jeg har 2 spørgsmål det ene er, er det sådan det føles at være forelsket? (Har ikke været forelsket før) og det andet er det normal for en dreng at blive forelsket så hurtigt?

Ung anonym dreng

Svar: 

Hej med dig

Tak for dit brev. Jeg vil tillade mig at starte med det sidste du spørger om - nemlig om det er normalt for en dreng at blive forelsket så hurtigt. Der er stor forskel på hvor hurtigt vi bliver forelskede i et andet menneske. Nogle kan blive forelskede på ganske kort tid, måske endda en enkelt dag, andre tager det meget længere tid for - begge dele er helt normale.

Du beskriver, at du fik en følelse af at have sommerfugle i maven, da du mødte din nye kollega. Fornemmelsen af sommerfugle i maven, kommer af at vi befinder os i en akut stresstilstand - det kan både være på grund af nervøsitet, f.eks. op til en eksamen, eller det kan være på grund af glæde og positive forventninger. Fornemmelsen af sommerfugle i maven kan derfor ganske rigtigt være et tegn på forelskelse. Det kan dog også "bare" være et udtryk for at du ved første øjekast fandt din kollega tiltrækkende og derfor ubevidst blev lidt nervøs eller lignende. Hvis man er forelsket i en anden, vil man som regel, udover fornemmelsen af sommerfugle i maven, også oplevelse ting som at man slet ikke kan stoppe med at tænke på personen, at man har svært ved at koncentrere sig, at man måske mister appetitten, at man drømmer om vedkommende eller at man har svært ved at sove - det kan selvfølgelig være forskelligt fra person til person, hvordan det føles, men det er nogle af de typiske tegn. I løbet af det næste stykke tid, i takt med at du lærer din nye kollega bedre at kende, synes jeg du skal prøve at mærke om følelsen af sommerfugle i maven varer ved og om du også oplevelser nogle af de andre ting. Det kan selvfølgelig være svært at vide, når man ikke har prøvet det før, men ofte når man er forelsket, er man ikke i tvivl.

Jeg håber du kan bruge mit svar og at du er blevet klogere på, om det er forelskede du har oplevet.

Mange hilsner

Nanna

cyberhusnannas billede
Nanna fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program