Er vores forhold sundt?

brevkassespørgsmål

Er vores forhold sundt?

brevkassespørgsmål af
Thilde
15 år
Oprettet 4 år 2 måneder siden

Jeg er en pige på 15 (snart 16), jeg har været i et forhold med min kæreste i snart 9 måneder. Vi bor omkring 30 minutter væk fra hinanden så vi har ikke muligheden for at se hinanden hverdag.

Her de sidste par måneder synes jeg vi har haft mange skænderier. De her skænderier foregår kun når vi skriver sammen og aldrig når vi er sammen i virkeligheden. Skænderierne starter ofte med at jeg skriver til ham hvordan jeg har det (fx. var der et der startede, fordi jeg følte han elskede mig mindre end han gjorde for 3 måneder siden).  Når jeg så har skrevet til ham om det jeg føler bliver han ofte sur på mig og siger at jeg bare er sensitiv og at jeg overtænker. Stort set alle skænderierne ender med mig der næsten tigger om hans tilgivelse og siger undskyld flere tusind gange. 

Jeg græder hver dag på grund af ham. Jeg er altid bange for om det jeg siger ville gøre ham sur eller ej. Jeg er langsom stoppet med at sige hvordan jeg føler og hvad jeg mener, fordi jeg er bange for at miste ham. Han styrer mine følelser 100%, han gør mig bange, trist og nervøs men også glad og elsket.

Jeg har tænkt på at slå op med ham, men det ville jeg ikke kunne få mig selv til. Når vi er sammen så føler jeg mig, som den lykkeligste og gladeste pige i hele universet.

Jeg har ingen ide om hvad jeg skal gøre eller om det her overhovedet er normalt det jeg oplever. Er det her bare en 'fase' som ville gå væk om noget tid eller er det noget jeg burde have en snak med ham om? Igen jeg ville virkelig ikke slå op med ham da han er den eneste som virkelig får mig til at føle elsket. Hvad skal jeg gøre?

 

Svar: 

Kære Thilde

Det lyder som en rigtig svær situation. Det er jo helt utroligt dejligt at være så vild med en person, som ovenikøbet kan få en til at føle sig så lykkelig og glad. Det lyder dog slet ikke lykkeligt det du ellers beskriver, både med skænderierne, at du græder hver dag på grund af ham og at han styrer dine følelser og gør dig bange, trist og nervøs. Jeg tror der er mange der på et eller andet tidspunkt får en lignende oplevelse, så på den måde tror jeg ikke det er unormalt. Men det er dog slet ikke meningen at man skal have det sådan - og ikke sådan en kæreste burde få en til at føle.

Det er utrolig svært at svare på om det er en fase. Hvis det er selve skænderierne du hentyder til, kommer det nok an på hvad det er der egentlig ligger til grund for det. Jeg er dog ikke sikker på at det går væk af sig selv uden at I snakker om det. Du skriver at de altid opstår når I skriver sammen og ikke når I er sammen. Hvis ikke I før har snakket ansigt til ansigt om det, kunne det måske være en idé at prøve at fortælle ham på et tidspunkt i et sammen hvordan du oplever det. Der kan så nemt opstå misforståelser når man kommunikerer på skrift, og det kan også være svært at udtrykke sine følelser klart nok til at den anden forstår det. For måske han ikke har forstået hvor meget det påvirker dig. Eller hvad det handler om for dig - at du er vild med ham og gerne vil have hans bekræftelse i at han føler det samme - og misforstår det måske som en anklage, der er svær at snakke om på skrift. Uanset hvor det er det går galt, finder I nok kun frem til det ved at snakke om det.

Hvis det ikke er noget I kan snakke jer igennem og/eller hvis han fortsat styrer dine følelser og gør dig bange, trist og nervøs, så lyder det måske som en god idé at slutte det og slå op med ham. Selvom det kan være mega hårdt først, så bliver det bedre. Og selvom det måske føles som om der aldrig kommer en anden der er lige så fantastisk, så skal der nok dukke en anden helt fantastisk person op på et tidspunkt når du er klar til det.

Der er ingen tvivl om at det kan være en mega svær beslutning at skulle slå op, hvis man er helt vild med personen. Men det er vigtigt at huske på at det i sidste ende handler om at man skal have det godt - og det er ikke altid at den man er vild med gør en glad og er god at være i forhold med.

Held og lykke med det,

Venlig hilsen Agnete

Agnetes billede
Agnete har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program