Er jeg for ung PTa

brevkassespørgsmål

Er jeg for ung PTa

brevkassespørgsmål af
Marlene
14 år
Oprettet 5 år 1 måned siden

Hejsa. Mit navn er Marlene og jeg har et lille problem. Fordi at jeg gerne vil prøve at have sex med en Dreng. Eller bare se en Nøgen. Jeg har også tænkt lidt over at spørge min bedste veninde om vi skal prøve at onanere sammen. Men jeg tør ikke. Fordi jeg ved jo ikke om hun har onaneret før. Tak på forhånd mvh - Marlene

Svar: 

Hej Marlene

Tusind tak for dit brev. Det er virkelig godt du skriver, for mange unge på din alder er optagede af at få seksuelle erfaringer, og kan helt sikkert få noget ud af dit brev.

Ud fra det du skriver, så lyder det til, at du har en nysgerrighed på at udforske din seksualitet og få nye seksuelle erfaringer med både dig selv og andre. Det er super fint, for det er gennem erfaringer man kan blive klogere på, hvad man godt kan lide, hvad man ikke kan lide og derigennem få mulighed for at mærke efter, hvor ens grænser går i forhold til seksuelle aktiviteter. Du beskriver flere ting, som du har lyst til at prøve af, og det er kun godt at være nysgerrig, så længe du mærker efter og tager tingene i et tempo, som føles rart. 

I din overskrift skriver du "Er jeg for ung", og jeg tænker at det måske hænger sammen med dit ønske om at prøve at have sex? Hvis det hænger sådan sammen, så er der ikke ét konkret svar, jeg kan give dig på det spørgsmål, da det afhænger af flere forskellige ting. Lovmæssigt er du ikke for ung til at have sex med en på din egen alder, men den vigtigste ting er om du føler dig klar til at have sex med en dreng. Du skriver ikke noget om, hvilke erfaringer du har med drenge, om du eksempelvis snakker eller flirter med drenge, har kysset, rørt eller været seksuel aktiv med en dreng før. Hvis du eksempelvis ikke har haft så meget kontakt med drenge, så kan det være et stort skridt at starte ud med at se en dreng nøgen eller have sex med ham. Derfor vil jeg i første omgang råde dig til at tænke efter, hvilke erfaringer du allerede har gjort dig med drenge, og mærke efter hvad der kunne være et godt og naturligt næste skridt for dig uden, at det bliver for overvældende. På den måde vil du langsomt gøre dig flere erfaringer og på et tidspunkt nå dertil, hvor du får mulighed for at se en dreng nøgen og have sex. Hvis du allerede flirter med drenge eller har en kæreste, så kan det eksempelvis være en god ide at starte ud med at kysse, kærtegne og røre ved en dreng og gøre sig nogle erfaringer med det inden man springer ud i sex. Gennemsnitalderen for unges sexdebut i Danmark er 16,5 år, så du er stadig ung og har hele livet til at gøre dig seksuelle erfaringer, så der er ingen grund til at have for travlt. Et vigtigt råd er også, at når du en dag når dertil, at du skal have sex med en dreng, så husk endelig at bruge kondom, så du er beskyttet mod at blive gravid og i begge er beskyttet mod sexsygdomme.

I forhold til din veninde, så kan jeg godt forstå, hvis det er lidt svært at skulle spørge om I skal prøve at onanere sammen, hvis ikke du ved om hun har onaneret før. I første omgang tror jeg derfor det vil være en fin ide at få åbnet op for emnet ved netop at spørge hende ind til om hun har prøvet at onanere. Hvis ikke hun har prøvet at onanere før, men gerne vil prøve det, så kan du måske fortælle hende om, hvordan du startede og give hende nogle gode tips til, hvad hun kan gøre for at komme godt igang. Har hun onaneret før giver det mulighed for, at I kan dele jeres erfaringer med hinanden og få nye ideer til ting I kan prøve af. Efter et par gode snakke kan det være, at du har mod på at spørge hende om I skal prøve at onanere sammen. Hvis ikke det er noget for hende så husk på, at vi alle har forskelllige lyster og grænser, når det kommer til seksuelle aktiviteter, og måske du på et tidspunkt finder en anden veninde som du kan prøve det af med.

Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker dig pøj pøj med det hele.

De bedste hilsner

Maren

Marens billede
Maren fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program