Er det forkert at gå efter uddannelsesniveau?

brevkassespørgsmål

Er det forkert at gå efter uddannelsesniveau?

brevkassespørgsmål af
Anno.
19 år
Oprettet 5 år 7 måneder siden

Hej! Jeg ved ikke, om det bare er mig. Men er det normalt, at man gerne vil have en partner med med samme uddannelsesniveau som en selv? Det kan godt være, at man er forskelligt i en personlighed. Men vil der ikke være et problem i, at den ene tjener markant mere end den anden? Ved ikke, om jeg bare er en smule snobbet på dette punkt, men jeg har ikke som så andre kriterier udover, at der selvfølgelig skal være en kemi mellem os. Jeg håber, at du/I kan oplyse mig på dette punkt - med nye synspunkter. Tak for alt jeres hjælp til unge gennem tiden, det har været til stor hjælp. Det er dejligt, at man kan skrive til jer, når man ikke ved, hvordan man helt skal sige det til andre. Mvh. ''Anno.''

Svar: 

Hej med dig,

Mange tak for de rosende ord du har til os her på Cyberhus. Det er dejligt at du værdsætter vores chatrådgivning.

For at svare på dit spørgsmål om det er normalt, at man kigger efter uddannelsesniveau, når man leder efter en partner vil jeg citere en artikel fra Videnskab.dk, som siger: "Man kan se, at de fleste danner par med ligestillede, hvad angår social status og uddannelse og til dels også indkomst – det kaldes homogami, at man finder en, der ligner én selv.

Mere end fire ud af 10 af alle danske ægtepar er således kendetegnet ved, at begge parter har samme sociale stilling, og i hvert tredje ægteskab matcher ægtefællerne uddannelsesmæssigt. Når det gælder uddannelsesmatch kan halvdelen tilskrives, at man gifter sig med en fra samme uddannelsesinstitution eller en i nærheden, mens den anden halvdel formentlig 'bare' skyldes præferencer for sådan en som én selv."

Selv om der i citatet tales om ægtepar, så synes jeg meget godt at det viser, hvordan vi som mennesker både bevidst eller ubevidst er tilbøjelige til at gå efter en partner, som minder om os selv. Derved også blandt andet uddannelsesniveau.

Du skriver om der er et problem i, at den ene tjener mere end den anden part, og det er svært at svare på. For der findes mange par, hvor den ene tjener mere end den anden. Nogle kan have svært ved det, men der er også mange, hvor det ikke spiller nogen rolle. 

Det lyder bestemt ikke til at du er snobbet. Det er helt okay, at have nogle ideer om, hvordan ens partner skal være. Så længe det ikke ender med at begrænse dig og gør at du går glip af "drømmepartneren", så ser jeg intet problem i det.

Jeg håber at du kunne bruge svaret. 

Venlig hilsen,

Louise

 

 

LouiseHs billede
Louise fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program