Er begyndt at snakke højt for mig selv

brevkassespørgsmål

Er begyndt at snakke højt for mig selv

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 3 år 2 måneder siden

Hej Brevkasse!

Håber I kan hjælpe mig. Jeg har infantil autisme, anoreksi, epilepsi og sensitiv hørelse.

Her for tiden er jeg begyndt at snakke højt og med mig selv når jeg er alene, så jeg kan få min vrede, frustrationer og sorg ud, det løser også nogle af de mange bekymringer jeg har og problemer eller noget i den stil.

Er det noget jeg skal bekymre mig om at jeg er begyndt på at gøre.

Mange tusind tak for jeres rigtig gode arbejde som I gør så godt. God arbejds lyst til jer og rigtig gode dage til jer alle sammen.

Kh Anonym.

Svar: 

Hej med dig,

Tusind tak for dit brev, og tak for din ros. Vi er så glade for at kunne hjælpe unge som dig! Jeg kan godt forstå, at du gerne vil vide, om du skal bekymre dig over, at du er begyndt at tale højt for dig selv. Jeg kan høre, at du har flere svære ting som f.eks. anoreksi og epilepsi, som du tumler med. Først vil jeg sige, at det er rigtig godt, at du er opmærksom på, at noget har ændret sig, og at du reagerer og skriver herind.

Jeg ved ikke, hvor længe du har talt med dig selv, og om du selv oplever det som et problem. Ud fra hvad du skriver, så lyder det for mig, som om det er en god strategi for dig som hjælper dig med at få dine følelser ud. Og det er rigtig vigtigt at få talt højt om sine følelser og få sat ord på, sådan som du gør, når du er alene og snakker med dig selv. Jeg tænker, at det kan være problematisk, hvis du begynder at lukke dig inde i dig selv, isolerer dig og ikke taler med andre om, hvordan du har det. Hvis du ikke oplever det, så skal du ikke være bekymret. Du skriver, at det løser de bekymringer og problemer, du har, og derfor tænker jeg, at det er positivt, at du er begyndt at snakke højt med dig selv - fordi det hjælper dig til at håndtere noget, som er svært. Jeg kommer til at tænke på, om der er nogen omkring dig, som du også kan dele din sorg, vrede og frustration med, som kan lytte og støtte dig, når du har det svært? Selvom det er en god strategi at få dine følelser ud ved at snakke højt med dig selv, så kan det også være rigtig rart og vigtigt at fortælle, hvordan du har det til nogen andre, så du ikke skal føle, at du er alene og skal kæmpe med det hele selv. Prøv at tænk over, om der er nogen, du kan række ud til. Det kan være, at du har en søskende, din mor eller far, en god ven/veninde eller måske en helt anden, som du føler dig tryg ved at snakke med.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program