En pige fra sverige

brevkassespørgsmål

En pige fra sverige

brevkassespørgsmål af
Kristian
15 år
Oprettet 3 år 4 måneder siden

Kære Cyberhus

Jeg skriver til jer, fordi jeg har mange problemer... Jeg lider tildels af ADHD, skitzofreni og ensomhed. 
Jeg så en pige for lige omkring 1 år siden, og hun bliver ved med at dukke op lige foran mig... Hun har faktisk nogengange intet tøj på, og jeg bliver helt vildt tændt... Min underbevidsthed ved godt hun ikke er der, men bliver meget i tvivl... Kan ikke huske navnet på pigen, da jeg blot så hende på en campingtur i Sverige...
Problemet kom først for 1 måned siden, da jeg onnanerede, og hun stod igen foran mig. Jeg rev dynen henover mig, og gemte mig... Indtil min mor kom ind og så mig liggende under dynen. Hun rev dynen af, og så mig liggende nøgen - med papiret... Dette var enormt pinligt, og har derfor forklaret hende mine tanker og hvad jeg ser til dagligt...
Først her opdagede hun at jeg lider at skitzofreni, men er bange for at snakke om det - hvad skal jeg gøre nu?

Svar: 

Kære Kristian,

Tak for dit brev. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg forstår det helt rigtigt, men nu vil jeg prøve at svare så godt jeg kan.

Der er noget, jeg ikke helt kan få til at hænge sammen. Du skriver, at du lider af skizofreni, men skriver samtidig, at din mor først opdager, at du lider af skizofreni, da du fortæller hende om den pige fra Sverige, som du ser foran dig. Jeg tænker, om det kan være fordi du sætter lighedstegn mellem det at hallucinere og det at have skizofreni. Det er rigtigt, at nogle mennesker, der lider af skizofreni, har syns- og/eller hørehallucinationer, men det at have halllucinationerne i sig selv, er ikke det samme som at have skizofreni. Skizofreni er en lidelse, der diagnosticeres ved en psykiatrisk udredning, og det undrer mig lidt, hvis du har fået foretaget sådan en uden din mor ved det.

Ikke desto mindre hallucinerer du, og det er kernen i dit brev, så vidt jeg forstår det. Du skriver, at din mor har opdaget det, "men er bange for at snakke om det - hvad skal jeg gøre nu?" Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det er din mor, der er bange for at tale om det eller det er dig. Uanset hvem af jer det er tænker jeg, at det er vigtigt at I får talt om det, for det er tydeligvis noget, der påvirker dig i din hverdag.

Det kan være skræmmende at få at vide, at en man kender og holder af ser ting eller mennesker, der ikke er der. Men eftersom det nu engang er realiteten er du og din mor nødt til at forholde jer til det, og nødt til at tale om det. Hvis det af den ene eller den anden årsag er svært for jer at få taget hul på snakken (fx hvis hun ikke vil lytte, eller prøver at undgå samtalen, eller hvis du har svært ved at finde ud af, hvordan du skal starte samtalen og hvordan man overhovedet snakker om den slags) kan I overveje at få en tredje person med ind over. Her tænker jeg, at det vil være oplagt at tage kontakt til jeres læge, og booke en tid, hvor I kan snakke om tingene. Dels fordi lægen kan fungere som mellemmand og kan forklare sagernes sammenhæng rent fagligt, men også fordi hvis du rent faktisk lider af skizofreni, så er det vigtigt at du kommer ind i det psykiatriske system og får den behandling du har behov for. Og for at komme der ind skal du igennem din læge først, så han/hun kan sende dig videre til udredning.

For mig at se er det vigtigt, at du og din mor får talt om det. Og hvis det er svært at gøre på egen hånd er der hjælp at hente udefra hos nogen, der kan hjælpe jer med at tage snakken. Ved at bruge lægen som tredjepart har I fordelen af, at vedkommende også har en stor faglig viden på området. Men det behøver ikke være lægen I bruger. Det kan også være en voksen som du er tæt på og tryg ved - fx en i din familie, en vens forælder, en lærer eller lignende. Det vigtigste er bare, at det er en, der kan hjælpe og støtte jer, så I kan få en god snak.

Jeg håber I finder ud af det, og får taget hul på snakken.

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program