Emo eller ej

brevkassespørgsmål

Emo eller ej

brevkassespørgsmål af
Rosa
11 år
Oprettet 6 år 1 måned siden

Jeg har været deprimeret det meste af min skole gang indtilvidre og min stil er begyndt at blive lidt mere dystert. Ikke fordi jeg cutter særlig meget eller går i sort tøj hele tiden men kan bare lide den stil. Der er også mange der spørger mig om jeg er emo og siger jegod minder om en.

Svar: 

Kære du. 

Jeg er ked af at høre, at du har været deprimeret det meste af den tid, du har gået i skole. Det er rigtig lang tid at have det skidt! Når man ikke har det så godt indeni, så er det, for nogen, meget naturligt at vise sine følelser gennem fx det tøj man har på, det musik man hører, ens interesser osv. Det kan være en måde at vise andre, hvordan man har det. Men der er nu også nogen, som bare godt kan lide en bestemt stil som fx emo uden at være ked af det eller have det dårligt, som ofte er det man forbinder med dem, der har en emo stil. 

Du stiller ikke et spørgsmål i dit brev, men det kunne lyde som om, at du er lidt i tvivl om du egentlig er emo? Hvis det er tilfældet, så tænker jeg ikke, at det behøver at være afgørende for dig om du er eller ej. Det vigtige er bare, at du er tilpas med den du er og godt kan lide det tøj du går i. Når det kommer til emo stilen, så er der mange der forbinder den med en meget trist stil, og at det er mennesker, der har det rigtig dårligt. Men faktisk stammer emo stilen fra musikgenren punk, så oprindelig har det egentlig ikke så meget at gøre med at være trist eller deprimeret. Så hvis du bare godt kan lide den stil, så er det også okay, hvis du har en stil lige nu, der minder om det. Du behøver ikke at gå all-in og blive helt emo, som - for nogen - indebærer at man skal se ud på en bestemt måde. Jeg tænker, at hvis der er noget, du synes der ser fedt ud, så behøver du ikke tænke på, om det lige præcis passer med en bestemt stil. Det er også helt naturligt, at man prøver forskellige stilarter af, når man er barn og ung. Man ændrer sig i gennem livet, så den stil man har når man fx er 11 år som dig, behøver ikke at være den samme stil som når man er 18 år. 

Du skriver, at du ikke cutter særlig meget, men så gætter jeg på, at du nok gør det en gang i mellem. Der kan være mange forskellige grunde til, at man cutter. Men fælles for de fleste er, at det er fordi de ikke har det særlig godt indeni og det er en måde at få smerten ud på, og så kan det være lettere at forholde sig til en fysisk smerte. Men uanset årsagen, så hjælper det aldrig på de problemer eller udfordringer, man oplever. Derfor vil jeg råde dig til at snakke med nogen om, hvordan du har det, for det er ikke meningen, at man skal være cutte, hvis man er ked af det, eller være deprimeret i lang tid. Så har du mon nogle tæt på dig, som du kan snakke med? Det kan være nogle i din familie eller venner, eller en voksen fra din skole. Du er også altid meget velkommen i vores chat, hvis du gerne vil snakke anonymt med en voksen. Det er bare vigtigt, at du ved, at  der er mange mennesker, der gerne vil hjælpe dig med at have det godt, så du ikke skal gå rundt og være deprimeret, eller cutte. 

Mange hilsner Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program