Drenge

brevkassespørgsmål

Drenge

brevkassespørgsmål af
Freya
13 år
Oprettet 4 år 2 måneder siden

Jeg har haft en kæreste, vi slog op nu for omkring 4 uger siden. han fortæller selv han har fået en ny "flirt" og de har haft sex? Jeg havde ikke selv lyst til at have sex da jeg kun er 13 år gammel men tror ikke rigtig han ville akcepterede det faktum at jeg ikke var klar? Jeg har det ret dårligt over hvad der er sket, og tænkte i måske kunne hjælpe?

Svar: 

Kære dig

Tusind tak for dit brev. Hvor er det bare sejt at du skriver ind til os, så du ikke skal gå rundt og have det dårligt. Jeg synes nemlig at du tog den helt rigtige beslutning, da du holdte fast i at du ikke var klar til sex, og det er rigtig vigtigt at du holder fast i hvad der føles rigtigt for dig - og ikke for ham. Som du selv skriver, så kan det godt være at han bare ikke kunne acceptere at du ikke var klar, men jeg mener at man, som kærester, skal respektere og acceptere hinandens grænser. Så man skal ikke gøre noget eller presse den anden til at gøre noget som føles forkert. Derfor er det altså også bare så sejt at du sagde fra. Det er ikke alle der kan det, og så kan man komme til at gøre noget man fortryder. Så selvom du har det dårligt med hvad der er sket nu, så kan du med sikkerhed sige at du har været tro mod dig selv, og måske kan det hjælpe lidt? 

Det lyder også lidt til at din eks-kæreste måske forsøger at gøre dig i tvivl eller jalous ved at fortælle dig om hans nye flirt og at de har haft sex. Jeg ved selvfølgelig ikke om I stadig er venner og har aftalt at I kan snakke om den slags ting, men ofte så kan det gøre ret ondt når man finder ud af at den anden har fundet en ny. Og særligt hvis det er ret hurtigt efter man har slået op. Så kan det hjælpe at tale med sine veninder og gøre noget der føles godt. Det kan være at du har noget som du rigtig godt kan lide at lave, læse eller se, og så kan du bruge lidt ekstra tid på at hygge dig med det. Vær god mod dig selv, og husk på at du virkelig har holdt fast i dét som er vigtigt for dig.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og at du får det bedre. Husk at du altid kan besøge vores chat hvis du har flere spørgsmål.

Venlig hilsen

Signe

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program