Depression

brevkassespørgsmål

Depression

Hej :)
Pige på snart 16 år.

De sidste 3 måneder har jeg haft det rigtig dårligt. Når jeg endelig er i skole, er det 2-3 dage om ugen og først fra kl 10.30.

For at få hele historien med er min lillesøster svært handicappet med Rett syndrom, og selvom jeg er vandt til det, har det været specielt hårdt siden corona lockdown.
Tit har jeg ikke lyst til at snakke med nogen overhovedet og sover bare hele dagen væk, hver dag.
De få gange jeg så gerne vil snakke med mine forældre er de enten for trætte eller også sidder de med min søster. Hun er omkring 1,5 år i hovedet, men 12 i virkeligheden. Hun kan hverken snakke, gå, spise selv osv. Hun er også hårdt ramt af epilepsi og har været på hodpilatet to gange den sidste måned. Det er to år siden hun sidst blev indlagt med kramper.
Jeg elsker hende, men har tit bare ikke overskud til at sidde med hende, eller se når hun kramper.

Jeg har haft Tourette siden jeg var 7.
Det tager på ALT min energi, og jeg ønsker så tit desperat at holde det inde og vente til et andet tidspunkt, men jeg kan ikke holde mine tics inde som jeg kunne for 1 år siden.
De værste er mine blinke-, nikke med hovedet i alle retninger- og vejrtræknings tics. Vejrtræknings tics gør fysisk ondt på mig og det føles som om jeg ikke kan trække vejret. Jeg fik af vide at det betragtes som angst og at jeg gerne må tage mundbind af hvis jeg får dem et offentligt sted.
Jeg har også OCD og depression.

Jeg går i 9. nu og har cuttet siden 7 klasse.
Jeg stoppede næsten efter min konfirmation i 7.
Den sidste måned er jeg desværre begyndt igen, og har gjort det 3 gange.
Selvom det ikke hjælper mere, er dét det der hjælper mest.

Min bedste veninde og jeg har kendt og gået i klasse sammen i snart 8 år.
Efter hun stoppede til psykolog her i starten af 2020, har hun lukket fuldstændig af for mig. (Hun har også cuttet)
Det er normalt for mig at se at hun ikke fortæller nogen om hvordan hun har det, bare ikke overfor mig. Vi har altid fortalt hinanden "alting". Hun vil ikke snakke om hvordan jeg har det, og synes af en eller anden grund at folk er ynkelige hvis de græder.
Jeg ved selvfølgelig godt at det ikke er ynkeligt og helt normalt.

Hun starter på noget lignende efterskole, her efter 9, (Jeg ved ikke hvad det hedder) i september, hvilket vil sige at vi ville kunne mødes under en gang om måneden. Hun skal gå der til hun er 18-19 år.
Nu ser jeg hende jo næsten hver dag og selvom hun ikke vil snakke om følelser, med mig, ved jeg ikke hvordan jeg skal kunne klare noget uden hende. Hun er den der kender mig bedst, og har været der når min far og jeg har skændtes, når jeg har haft tics anfald og når jeg har cuttet.

Jeg ville så gerne på efterskole eller til Sydkorea efter folkeskolen, da min mor er adopteret derfra, og pga. min søsters handicap har vi aldrig kunnet rejse nogen steder.
Vi har bare ikke pengene grundet, igen, min søsters handicap. Jeg skulle have været til koncert med mit ynglings band i udlandet i år. Derfor blev jeg også sønderknust da koncerten blev aflyst.

Jeg har ingen bedsteforældre da min far også er adopteret. Jeg ville så gerne væk hjemmefra. Jeg ved godt det ikke nytter noget at "flygte" fra problemerne, men jeg kan ikke mere.

Jeg sover fra kl 6-7 om morgenen, til 17 om aftenen.
Det ville være så rart at kunne starte på melatonin, og jeg er i gang med et psykiater forløb (Jeg har også en psykolog, jeg går til ugeligt) men det tager så umådeligt lang tid, og de fandt ud af at jeg muligvis har mild epilepsi, og mente at det var vigtigere at få testet, inden de ville se på mine ellers ret tydelige problemer.

Jeg har ikke lyst til at dø, men jeg vil bare ikke leve længere. Jeg har altid været en pligtopfyldende elev og sætter rigtig høje krav til mig selv, i alt jeg gør, og pludselig kan jeg bare intet. Jeg laver ingen lektier, følger ikke med i timerne når jeg endelig er der.
Jeg går til sang og ukulele, men kan slet ikke finde overskud til at øve mig udenfor den enkelte time jeg har om ugen.
Selv det at møde op, stresser mig helt vildt. Jeg har på ingen måde lyst, græder og føler mig elendig, selvom jeg godt ved at jeg nyder hvert et øjeblik jeg er der.

Alle mine lærere kender til hvad jeg går og døjer med, og jeg har en enkelt pige på min egen alder jeg kan relatere til. Vi snakker lidt om hvordan vi har det, men jeg ville allerhelst bare snakke med min bedste veninde om det. Jeg har prøvet at spørge hende hvorfor hun ikke ville snakke, og jeg kan ikke presse hende mere nu.

Jeg går normalt i fitnesscenter med en veninde to gange om ugen, men jeg har ikke kunnet foretage mig noget på det sidste.
Jeg ved at det udsender endorfiner. Jeg kan bare ikke finde overskuddet til at tage derhen.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har "angst" for at falde i søvn og har prøvet alle metoder inden jeg tænkte på medicin, men jeg er træt nu og har givet op. Jeg ved godt at man 'altid skal holde fast i troen, men jeg har ikke mere at give af.
Jeg tænker hele tiden på fremtiden og de drømme jeg har, der nu ser helt uopnåelige ud.

Mine venner har det fint. Jeg ville gerne snakke med dem om hvordan jeg har det, men det er så utroligt svært bare at sige det. Det ville være så meget nemmere hvis de spurgte mig om jeg var okey, når jeg nu tydeligvis ikke er det. Hvis de spurgte, ville jeg i det mindste have en grund til at fortælle dem hvor forfærdeligt jeg har det hver dag.

Jeg kan ikke bare slappe af og "tage det i mit eget tempo". Jeg tør slet ikke tænke på hvad jeg skal gøre når vi skal til eksamen. Mit gennemsnit er gået to tal ned, og jeg er så frustreret over at alt det her ikke kunne have været året efter 9 klasse, eller i ottende.

Det er så underligt ikke at have lyst til at tegne og male. Jeg havde drømt om at gå til solo sang i flere år, og når jeg så endelig kan det, har jeg det sådan her.

Jeg ønsker det på ingen måde for nogen andre, men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på hvorfor det ikke kunne være en anden, der havde fået "min" depression.
Min mormor var hele min verden, indtil hun cuttede kontakten med os da jeg var 4.
Min mor havde brystkræft, hun slap af med i januar 2020. Hun får tabt arbejdsfortjeneste nu og har sagt op på hendes arbejde, ihvertfald det næste år. Det er på grund af mig. Hun siger hun er hjemme så jeg kan få det bedre.
Min far havde kræft da jeg var 1, brækkede kravebenet da jeg var 2, fik en depression bagefter, der varede til jeg var 5. Fik en igen da jeg var 7 og stoppede da jeg var 11.

Pls fortæl mig hvad jeg skal gøre.
Jeg har hele tiden tanker om hvordan man kan dø, og tror hele tiden der sker dem jeg elsker, noget.
Det hører med til Tourette (hvis man ikke gør en bestemt tics "sker der noget slemt")

Jeg elsker stadig at være social med mine jævnaldrende, og har ikke trukket mig så meget som jeg gjorde i sommers. Det er det eneste, sammen med bøger og mit ynglings band der holder mig i
live.

Tak på forhånd, J 💜

Svar:

Kære Jasmin.

Efter jeg læste dit brev skulle jeg lige tage en dyb indånding, for hold da op hvor har du allerede været meget igennem i dit relativt korte liv, og samtidig står du overfor en helt masse forskellige udfordringer, som andre i din alder ikke gør. Jeg kan godt forstå, at du er træt! Og jeg kan godt forstå, at du ikke føler, at du har flere kræfter at give af. Men når jeg læser dit brev, så læser jeg også, at du stadig har håb og at du stadig gerne vil leve, selvom du ofte tænker på, hvordan man kan dø. Men bare det, at du skriver til os om din historie, at du gerne vil have råd til, hvordan du kan få det bedre, og at du stadig har tanker for fremtiden, gør at jeg tænker, at du har vilje til at kæmpe videre for at få det bedre. Mit svar til dig er lidt langt, så jeg har inddelt det i overskrifter, som jeg vil håber vil give dig et bedre overblik over mit svar.

Bliv ved med at håbe på det bedre
Du virker som en rigtig klog pige, der er god til at sætte ord på hvordan du har det. Du beskriver meget rationelt, hvordan tingene hænger sammen, men at det hele samtidig også er svært. Du skriver fx, at du ikke har lyst til at dø, men du har bare ikke lyst til at leve længere. Og det giver rigtig god mening, når man tænker på, alt det, du har været igennem, og det du stadig står overfor. Jeg synes, at det er vigtigt, at du holder fast i den tanke, at du ikke har lyst til at dø, men at det er svært at leve. For det kan jeg godt forstå, at det er. Og du kan heller ikke kommer igennem alt det her helt alene. Derfor er jeg også glad for at læse, at du er tilknyttet en psykiater og en psykolog. Mon du snakker med dem om alt det, du har skrevet i dit brev til os?

Det kan stadig være en lang vej, selvom du får hjælp. Og det kan tage tid. Men det er muligt at få det bedre. Det er du nødt til at blive ved med at tro på. Og jeg har snakket med mange unge, som har været igennem svære ting, ikke nødvendigvis ligeså svære ting som dig, men som har følt det samme som dig, nemlig, at livet er for svært at leve, selvom de ikke ønsker at dø. Men mange af dem jeg har skrevet med, har fået det bedre, på den ene eller anden måde. Det synes jeg blot du skal vide. Du er ikke alene om at kæmpe.

At være alene i sin familie
Når du fortæller om din families historie, så har I alle været meget igennem, både hver for sig og sammen. Det er noget, der tærer hårdt på familien, og på den enkelte. Så jeg tænker, at du har skulle vokse op ret hurtigt, fordi du blev konfronteret med en masse ubehagelige oplevelser, som andre på din alder ikke har skullet. Samtidig er din familie indrettet ud fra din lillesøsters behov, som er nødvendigt. Men det betyder også, at du ikke kunne gøre eller få nogle af de samme oplevelser, som andre. Jeg læser ikke, at du er vred eller føler at det er uretfærdigt, men faktisk vil du bare gerne være en god søster for din lillesøster, men ikke altid har overskuddet til at være der med hende, fordi det også er hårdt når hun fx kramper. Og det er helt forståeligt. Jeg kan forestille mig, at det må nogen gange må være svært, når det (måske) altid er en andens behov, som kommer først, selvom det er nødvendigt? Jeg kan forestille mig, at det må være svært nogen gange at bede om, at det nu skal handle om dig, når der er en anden, der har så meget brug for hjælp. Særligt når man er så pligtopfyldende og betænksom, som det lyder til du er. Men det er okay at bede om fuldstændig opmærksom fra dine forældre, og det er okay, at du har brug for dem, også mere end du måske ønsker.

Jeg ved ikke, om du har dårlig samvittighed over, at din mor nu går hjemme for at passe på dig, men uanset synes jeg, at det er vigtigt at du taler med dine forældre fuldstændig ærligt om, hvordan du har det, og hvordan det har været for dig at vokse op i jeres hjem præget af sygdom og måske manglende familiemedlemmer. For jeg tror, at du bærer på rigtig meget, måske skyld, måske dårlig samvittighed, måske vrede eller en masse andre følelser. Og når man går med en masse svære følelser og tanker alene, så bærer man rigtig meget på ens skuldre. Og så er svært at have plads til alle de positive og gode tanker. Det er svært at finde det gode overskud. Men når man taler om det svære, så falder noget af det tunge fra ens skuldre. Jeg ved det lyder måske lidt for nemt, men alting plejer at blive lidt nemmere, når man siger det højt, selvom det er svært. Hvis du ikke har lyst til at tale med dem, kan det så være en idé at skrive det ned i et brev? Så ved du også, at du kommer ud på den måde du ønsker.

Fortæl dine veninder, hvordan du har det
Du fortæller også, om din bedste veninde, og at hun har trukket sig fra dig, fordi hun har det dårligt. Det må være svært, for hun lyder til at være en stor støtte for dig, og en du altid kan snakke med. Jeg synes det er godt du ikke presser hende mere til at fortælle om, hvordan hun har det. Men måske du kunne skrive et brev til hende, hvor du fortæller, at du savner hende og hvor meget hun betyder for dig, og at du frygter for jeres venskab, når hun skal på efterskole. Det kan godt være, at hun ikke åbner sig mere op, men så ved hun, at hun har dig i den svære tid, og du stadig vil være der på den anden side. Jeg tænker, at det er nok er det, du også har brug for at høre fra hende. Så derfor synes at du skal starte med dig selv og fortælle hende, at du er der for hende, og altid vil lytte.

Du skriver også, at du ville ønske, at dine andre venner ville spørge ind til hvordan du har det. Det kan jeg godt forstå. Det er ofte nemmere at fortælle, når andre spørger. Men jeg tror, at du er nødt til selv at starte samtalen. Måske ved de bare ikke, hvordan de skal spørge ind, eller hvor de skal starte. Hvis man ikke selv har oplevet, måske bare i nærheden af, hvad du har, så kan man få helt berøringsangst og kan være bange for at sige det forkerte. Så jeg synes, at du skal sætte dem ned og fortælle, at du faktisk ikke har det særlig godt. Du kan fortælle så meget du har lyst til, men jeg synes det er vigitgt, at de ved, at du går igennem en svær periode, og har ekstra meget brug for dem lige nu.

Hvis du synes det er for svært at tale med dine venner, så kan jeg også anbefale at du søger nogle online fællesskaber, hvor du kan dele dine oplevelser anonymt. Jeg kan fx anbefale vores tilbud, Gruppechat, hvor du helt anonymt kan tale med andre unge om, hvordan du har det. Jeg ved, at mange er glade for, at kunne dele deres liv og tanker med nogen, der ikke kender dem, og måske det kunne være noget for dig?

Find en fysisk erstatning for at cutte
Du fortæller, at du cutter, men at det ikke hjælper mere, men det er det eneste, som hjælper lidt. Med alt det, du bærer i dig, så har du brug for, at få nogle af følelserne og frustrationen og afmagten ud. Og det kan være nemmere at forholde sig til en fysisk smerte end en psykisk. Men som du også ved, så gør det ikke noget godt at cutte. Det er en midlertidig følelse, som forsvinder, og det gør egentlig bare alting værre, fordi man får skam over, at man cutter. Du er nødt til at prøve at gøre nogle andre ting, når lysten til at cutte melder sig. Om det er at slå meget hårdt i en pude, knytte dine hænder, så hårdt du kan, sparke til noget, gøre hvad som helst fysisk, så længe det ikke er på dig selv, gå en tur, spil noget højt dødsmetal osv. Det kan være, at de ting jeg nævner her, ikke virker for dig, men bliv ved med at prøv at find noget, der kan virke for dig som en erstatning for at cutte.

Få daglige succesoplever
Du skriver, at du tidligere har været god til at komme i fitness, men ikke har overskuddet. Her læser jeg også, at du har dårlig samvittighed, for du godt ved, at det vil være godt for dig. Og det vil helt sikkert. Men lige nu har du ikke overskuddet. Jeg tror simpelthen, at du er nødt til at finde ting, der kan give dig en succesoplevelse, og ikke en følelse af nederlag, som jeg tror du lider hver dag, når du ikke kommer i skole til tiden, ikke kommer i fitness, ikke øver dig til sang og ukele, ikke laver lektier, ikke har det karaktergennemsnit, du ønsker. Det vil være nedslående for enhver at lide de nederlag, hver dag!! Så du har brug for at få oplevelser, hvor du får en følelse af succes. Så jeg vil anbefale dig at hver dag skriver du nogle realistiske mål ned for dagen. Det kan være, tag et bad, syng en sang, male i 30 minutter osv. Det skal være ting, som du ved, du kan overkomme at gøre. For når har gjort de ting, selvom det er små ting, så vil du blive glad for at det lykkes for dig. Hvis du bliver ved med at have fokus på, at det er en succes for dig. Du skal ikke sammenligne dig med andre, eller dine venner, for de går ikke igennem det samme som dig. Så derfor kan du heller ikke have samme mål som dem. Med tiden kan de daglige mål udvikle sig, så du får overskud til at gøre flere af de ting, du gerne vil, men ikke har overskud til lige nu. Jeg håber det giver mening for dig!

Så for at opsummere mine råd til dig: Tal med dine forældre (og psykolog og psykiater) om, hvordan du har det. Fortæl din bedste veninde, at du er der for hende, fortæl dine veninder, hvad du går igennem, find en erstatning for at cutte (jeg ved godt, at det ikke er nemt), lav daglige små mål, så du får succes oplevelser, lad være med at sammenlign dig med andre, og vigtigst; hold fast i håbet om, at du kan få det bedre.

Jeg håber, at du kan bruge bare noget af mit svar til dig. Hvis ikke rådene giver mening for dig, så håber jeg, at du vil tage med dig, at du er en stærk pige, og at du gør det bedste, du kan.

De bedste tanker
Pernille