Bagtale

brevkassespørgsmål

Bagtale

brevkassespørgsmål af
Sandra
15 år
Oprettet 3 år 2 måneder siden

Hej Cyberhus.dk jeg har før gået på en anden skole, hvor at siden 2.klasse tænker jeg det var, er jeg blevet bagtalt. De andre piger i den gamle klasse de plejede at tale ondt om mig bag min ryg. Og nogengange ud af øjenkrogen, så jeg at de grinte og pegede over mod mig, jeg har også for nogen år siden oplevet. i 2 klasse, at der stod 3 af mine ex-veninder over i et køkken og snakkede og pegede over mig mens de grinte. Da jeg så gik forbi stoppede snakken og de gloede bare på mig. jeg plejede aldrig rigtigt at være sammen med dem i frikvarterne, og snakkede helært ikke så meget med dem. Jeg vil ikke ha nogen venner og de ville vidst ikke være mine og jeg begyndte på denne skole i 2018 men jeg vil bare godt vide om i har et svar til det her. 

Svar: 

Kære Sandra

Tak for dit brev her i brevkassen.

Du skriver, at du gerne vil vide, om vi har et svar til det, du fortæller. Jeg er måske en smule i tvivl om, hvad det er, du gerne vil have, at vi svarer på, men jeg vil komme med mit bedste forsøg i hvert fald.

Min første tanke, da jeg læste dit brev, det var, at det må have været nogle rigtig ubehagelige oplevelser for dig. Jeg tror i hvert fald, at de fleste af os bare gerne vil have, at andre kan lide os, og hvis man så i stedet føler, at andre bagtaler og griner af én bag ens ryg, så tænker jeg, at det må gøre en rigtig ked af det. Har det mon også været sådan for dig?

Lige bagefter kom jeg til at tænke på, at jeg bare slet ikke synes, at det er okay at opføre sig sådan overfor andre. Desværre så tror jeg bare, at folk tit ikke helt forstår, præcis hvor kede af det, andre kan blive på grund af det, man siger eller gør. Så er der selvfølgelig også nogle, som ved præcis, hvor kede af det andre bliver, når de oplever sådan nogle ting, som du har oplevet. Og det er jo bare rigtig svært at forstå, at de så kan få sig selv til at gøre det alligevel.

Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvorfor de her piger fra din gamle klasse gjorde, som de gjorde. Jeg håber, at det slet ikke var deres mening at gøre dig utilpas eller ked af det. Men uanset hvad, så synes jeg, at det er vigtigt at sige, at det altid er okay at fortælle folk, når de gør noget, som man blev ked af. Man skal selvfølgelig ikke selv begynde at sige eller gøre grimme ting, men jeg synes altid, at det er okay, hvis man pænt siger, at man blev ked af det. Og hvis det så bliver ved, så kan det være, at man har brug for hjælp fra en voksen. F.eks. en lærer. Så man kan finde en løsning, for det er i hvert fald ikke meningen, at man skal gå og have det skidt i skolen.

Jeg ved ikke helt, om det var sådan et svar, du søgte, men jeg håber, at det kan bruges. Ellers er du rigtig velkommen til at kigge forbi igen.

Jeg ønsker dig alt det bedste Sandra, og jeg håber ikke, at det her er noget, som stadig sker. Uanset hvad, så sender jeg mange glade og positive tanker din vej.

Store knus,

Dagmar

Dagmars billede
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program