Auto kannibalisme?

brevkassespørgsmål

Auto kannibalisme?

brevkassespørgsmål af
Leia
16 år
Oprettet 4 år 11 måneder siden

Hej Cyberhus,

I flere år har jeg været styrret af OCD og meget slem angst. Det har gjort at jeg har fået slemme vaner som at bide negle og dødt hud af mine læber. Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom forbi det, men det fik mig til at sætte spørgsmålstegn for, om det at jeg bider negle, og huden af mine læber, er en form for auto kannibalisme? Jeg er simpelthen så bange for at jeg nu kan kategoriseres som en slags cannibal, og der er ingen som tager mine spørgsmål seriøse. Det er en tanke som har lagt længe i baghovedet, men det kom mest frem fordi, at der var nogen som påstod, at det var auto kannibalisme at spise sine egne negle. Det er ikke noget jeg bevidst gør, men noget jeg sagtens kunne have gjort ved et uheld, da jeg i så mange år har bidet negle. Jeg ved tilgengæld, at jeg har til tider indtaget det døde hud jeg har bidt af, fordi jeg synes ikke det betød noget.

Er det en slags selv-kannibalisme? Er jeg kannibal nu??

Svar: 

Hej Leia

Jeg kan godt følge din tanke, men lad mig berolige dig med det samme. 

Du er ikke kannibal på nogen som helst måde, og de ting du beskriver er samtidig helt almindelige. Der er tusindvis af mennesker der bider negle, og nok lige så mange der bider det døde hud af læberne. Jeg har ikke nogen præcise tal for hvor mange der spiser det hud eller de negle de bider. Men jeg kan garantere dig, at du ikke er den eneste.

Man kan nok altid diskutere hvornår noget er en vane og hvornår noget er en handling dikteret af ocd. Jeg kan selvfølgelig ikke sige om dine handlinger blot er en vane, som så mange andre også har, eller om de er en del af din ocd? Men jeg kan tænke at der måske kan være en sammenhæng mellem din angst, og det at tankerne om dine handlinger fylder så meget? 

Mange ville måske slet ikke tænke over den her vane, og hvis de ville, ville det, for de fleste, måske være med en tanke om at de godt kunne tænke sig at stoppe med, eksempelvis at bide negle, fordi de synes de fik grimme negle af det. 

Er man styret af angst kan tankerne måske I højere grad komme til at handle om, hvorvidt man er forkert. Andre kan være meget bange for om den vane man har udviklet er særlig farlig. 

Men der er ikke noget farligt ved at bide negle. Heller ikke selv om du måtte spise dem. Der er heller ikke noget farligt ved at spise den døde hud fra sine læber. 

Auto kannibalisme eksisterer. Man bruger dels udtrykket i forbindelse tilstande hvor kroppen er i så stort energi underskud at kroppen begynder at tære på de indre organer, for at kunne overleve. Det sker eksempelvis for nogle mennesker der lider af anoreksi.

Og så bruger man dels udtrykket i forbindelse med selvskadende adfærd, hvor man bider og spiser dele af egen krop. Her er kodeordet at man gør skade. At man eksempelvis har til formål at bide dele af sin krop til blods, og spise det man måske bider af. Spiser man det døde hud fra sine læber kan man selvfølgelig være uheldig, og komme til at lave en rift. Men det har intet med Auto kannibalisme at gøre. Man Kan også komme til at bide sin negl for langt ned, men lider man af Auto kannibalisme er formålet i sig selv at gøre skade og spise sig selv. Det er ikke det du beskriver. 

Der er som sagt tusindvis af mennesker der gør som dig. Og der er tusindvis af mennesker der har andre kropsvaner. F. Eks. at pille næse og spise det de finder. Plukke hår og spise dem og mange flere spændende eller mærkelige vaner (alt efter hvad man synes om dem) Intet af det er unormalt, og intet af det gør dig eller andre til kannibaler. 

Med gode tanker - Karsten

 

Karstens billede
Karsten fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program