Støtte og kærlighed

blogindlæg

Støtte og kærlighed

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 7 år 4 måneder siden

Gruppechatten d.01.12.2016

Glædelig december og tusind tak for en rigtig hyggelig aften i gruppechatten! I var SÅ seje til at støtte hinanden, give gode råd og give plads til de ting der var svære! Det er så fedt at I har lyst til at deltage i gruppechatten, og nogle af jer kommer endda igen gang efter gang. Jeg føler mig enormt heldig over at jeg får lov til at være med til at give jer et trygt rum, hvor I kan dele jeres tanker, følelser og oplevelser med andre unge. Det er jeg meget taknemmelig for!

Hvem kom forbi?

Igår var der 12 unge forbi chatten. Hele vejen igennem var der 4-5 unge på samme tid, så chatten havde et rigtig dejligt flow - og hvis snakken gik i stå, så var I gode til at finde på noget nyt at spørge om. 

Hvad handlede det om?

Igår var der åben chat, så det var jer unge der bestemte hvad vi skulle snakke om. Selvom det var en lille smule svært på nogle tidspunkter, så var I rigtig gode til at fokusere på et emne og samtidig give plads til at det kunne skifte. Lige igår var I også rigtig gode til at støtte op om nogle af de deltagere som havde ekstra brug for det. Så fik de lov til at være i centrum, og I kom med en masse gode råd til hinanden. Som jeg har nævnt før, så er det også lige præcis dét som gør gruppechatten så fantastisk. At I kan dele jeres oplevelser og på den måde være med til at hjælpe andre, som måske har stået i den samme situation eller som kender til følelserne. 

Jul, forældre, mobning, psykologer og kreativitet

Vi startede chatten ud med at snakke om jul, og at der nogle gange kan være nogle ting som kan være svære i juletiden. En af jer skrev: "Det er som om det er en højtid hvor der ikke er plads til ikke at være glad. Hele idéen om jul virker til at være baseret på at man skal hygge sig og være glad og elske at være sammen med sin famile, men det er man bare ikke altid, om det så er fordi man har nogle andre problemer man ikke bare lige kan ligge på hylden, eller der er nogen man savner". Det kunne rigtig mange af jer genkende. Måske det kunne være en idé at den sidste gruppechat her i december handler lidt om hvordan man bedst kommer gennem julen, når den er svær? Kom gerne med kommentarer, hvis I er enige/uenige! 

I den forbindelse snakkede vi også om forældre og at det kan være rigtig hårdt når ens forældre ikke giver den omsorg, som man har brug for. Der var nogen af jer som havde stoppet kontakten til jeres familie, netop for at passe bedre på sig selv. Vi snakkede lidt om hvordan drømmescenariet ville se ud. Altså hvad I tænker at en forælder skal gøre, for at være en god forælder. 

Vi snakkede også lidt om mobning, og der var en som gerne ville høre jeres bud på hvad man kan gøre hvis man oplever mobning. Det er et virkelig relevant spørgsmål, men også et rigtig svært spørgsmål. En af jer skrev: "(...) Nogen gange er det rart at snakke med en voksen, da de har været gennem teeneger årene.". Her på Cyberhus har vi ofte fokus på mobning, og vi havde også her for nylig en Zoom-side om mobning. Den kan stadig ses på Zoom, selvom den er "afsluttet". Zoom finder du øverst på siden, midt i menuen. 

Vi snakkede nok allermest om dét at gå til psykolog, hvordan man ved at man har den rette psykolog og hvad man kan sige til sin psykolog. Der var en del af jer som havde meget erfaring med at gå til psykolog og andre som kun var ved at overveje eller begynde med det. Så på den måde kunne I støtte hinanden rigtig godt og udveksle erfaringer. Noget af det vi snakkede om, var bl.a. at din psykolog er der for DIN skyld. Så du kan altså sige alting, uden at føle dig flov, og du kan be' din psykolog om at møde dig der hvor du er. Det kunne f.eks. være at man spørger psykologen om man må sende noget tekst til ham eller hende inden man kommer derind, så man får snakket om de ting der er vigtige for en, eller det kan være at man har brug for at optage samtalen eller skrive det vigtigste ned sammen med psykologen, for at man husker det hele.  

Her til sidst vil jeg lige slutte af med nogle rigtige visdomsord fra jer. En af jer skrev sådan:"det er rigtig vigtigt at huske at man ikke er ødelagt bare fordi nogen andre har været ubehagelige. og selv om det har sat sine spor er du ikke ødelagt. du er bare som du er - hvilket er helt ok!" Og det giver bare så meget mening! Du er ikke dine oplevelser. Du har haft ubehagelige oplevelser, som måske har ødelagt nogle ting, men DU er IKKE ødelagt! Du er som du er, og det er HELT OK :)

I forlængelse af det, var der en anden som skrev: "Jeg havde en lærer, der hver gang jeg sagde "jeg kan ikke klare mere", forsatte min sætning med "lige nu". For at minde mig om at alting går op og ned." Igen, så giver det bare rigtig god mening! Så hvis du har en hård dag eller du føler at du ikke kan klare mere, så husk lige at sætte "lige nu" bagefter. Tingene ændrer sig hele tiden, og som der står, så går tingene op og ned. 

Næste gang

I næste uge får vi besøg af en hel masse gæsterådgivere fra UngØkonomi. De får lov til at dele en computer (måske 2), så vi ikke oversvømmer gruppechatten med rådgivere. Der er både økonomer, bankfolk og jurister (advokater), og de vil rigtig gerne snakke med jer om hvordan man kan undgå at komme i økonomiske problemer. Det er jo meget relevant nu når vi går ind i december. Jeg skal nok skrive mere om det i næste uge.

Tusind tak for en fantastisk aften - jeg glæder mig til at snakke med jer igen i næste uge!

Kærlig Hilsen

Rådgiver Signe

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program