Gruppechatten d.25/8-16

blogindlæg

Gruppechatten d.25/8-16

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 7 år 7 måneder siden

Tak for en rigtig hyggelig aften!

Det var dejligt at se at der igen igår var rigtig mange som støttede op om gruppechatten. Vi startede faktisk ud med at have en del tekniske problemer - både 1-1 chatten og gruppechatten havde problemer, men efter cirka 45 min løste det sig, og chatten kunne åbne. Der gik ikke lang tid før de første af jer kom ind i chatten, så det er bare fedt! 

Der var 14 unge forbi chatten, og selvom at der var mange piger, så deltog drengene rigtig godt. Vi havde faktisk også kort besøg af en ung fra England, men jeg sendte ham videre til en engelsk chat. Det er nemlig mest fair overfor alle, hvis vi holder os til at snakke dansk. 

Jeg var også kort nødt til at forklare hvorfor man ikke må dele personlige oplysninger i chatten. Jeg tænker at jeg lige vil gentage det her, selvom mange af jer ved det i forvejen. Man må ikke dele personlige oplysninger, som f.eks. navn, adresse, by, telefonnr eller email, fordi vi på Cyberhus rigtig gerne vil passe på jer. Fordi Cyberhus er et sted hvor du kan være 100% anonym, så kan vi ikke vide med sikkerhed om man i virkeligheden er en voksen mand eller kvinde. Som udgangspunkt stoler vi på jer, men fordi vi ikke kan være 100% sikre, så er vi nødt til at passe på jer ved at holde det hele anonymt, både mellem dig og os, og dig og de andre unge. 

Åben chat om diagnoser

Igår var chatten delvist åben. Det vil sige at jeg havde foreslået et emne på forhånd (diagnoser), men at I også kunne være med til at bestemme emnet. Det var virkelig interessant at høre jeres tanker om at have en diagnose, og mange af jer havde egne erfaringer med hvad det vil sige og hvad der kan være svært ved at have en diagnose. Særligt blev der sagt at det kan være rigtig svært, fordi man føler sig anderledes, og at det kan være svært f.eks. at tage en uddannelse, når man har en diagnose. Det er jo især fordi at en diagnose betyder at man har nogle ting som man har svært ved, og det kan være meget svært for andre at forstå.

Der var også en af jer som nævnte at en diagnose ikke betyder at man altid får den rigtige hjælp. I den forbindelse snakkede I om at der kan være forskellige grunde til at man ikke får hjælp, selvom man ber om den, og at det måske kan være fordi at folk ikke vil forbindes med det at være "sårbar", fordi de så måske selv kommer til at fremstå sådan. Vi snakkede også om at det måske kan være fordi at andre har svært ved at forholde sig til hvordan de kan hjælpe, når der ikke findes en løsning der fjerner det hele. 

Ensomhed

Vi snakkede også om ensomhed, og jeg kan mærke at det er et emne som fylder rigtig meget hos mange af jer. Vi prøvede at sætte nogle ord på hvad ensomhed betyder: "jeg er omgivet af mennesker, det holder af mig, men jeg føler alligevel, at jeg er alene." og "det kan være lidt ligesom at være tom og trist på samme tid".

Vi snakkede også om hvad man kan gøre når man føler sig ensom, og mange af jer sagde at det hjælper hvis man laver noget. Altså hvis man distraherer sig selv fra følelsen, eller hvis man går ud og er sammen med venner eller familie. Der var også en af jer som sagde: "Men nogen gange er det også bare bedst at græde, tænker jeg. Så man kan få det ud. Så længe man ikke går helt i sort, kan det lette lidt at få lov til at græde." Det var virkelig godt sagt, og helt rigtigt at det nogle gange kan hjælpe at græde!

Jeg nævnte også for jer at vi tidligere har haft en gruppechat om ensomhed, hvor vi havde en gæsterådgiver på besøg fra Ventilen. Det er et værested for ensomme unge, hvor man kan snakke med andre som har det på samme måde, og jeg kan varmt anbefale det.

Her kan du læse mere her og se deres afdelinger

Jeg kommer igen i næste uge, og jeg glæder mig meget til at se jer!!

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program