"Ens forældre er en del af en selv, og det er så hårdt at se på det destruktive misbrug, så på et eller andet tidspunkt er man som barn nødt til at sige stop. Ikke kun fordi, man ikke kan holde til det mere, men også fordi man et eller andet sted har et håb om, at bruddet vil motivere dem til at stoppe med at drikke". 

Sådan skriver Pernille Rahbek i sin utrolig ærlige beretning om en opvækst i en pæn alkoholikerfamilie.

Jeg begyndte at tænke, efter jeg havde læst hendes bog - jeg begyndte at tænke tilbage på mit liv og på den relation, jeg havde til min far. Specielt i det sidste år af hans liv. Jeg begyndte at tænke på ordet "stop" - at kunne sige stop, når nok er nok. Og så kom jeg til at tænke på, hvor forskellige vores historier kan være, men vores følelser og reaktionsmønstre så ens. Derfor fik jeg lyst til at dele min tanker og mine forsøg på at sige stop med omverdenen. Det er en vigtig egenskab i forholdet til en misbruger - en egenskab, jeg aldrig helt fandt frem til, men som jeg senere har lært at bruge.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg for det første mærke angsten og frygten og dernæst panikken og desperationen rulle ind over mig. Angsten og frygten for at miste ham. Panikken og desperationen, der steg i takt med, at han blev mere og mere syg af sit misbrug. Jeg kan huske, at jeg, når jeg stod ved hans sygeseng og klemte hans hånd for at få en reaktion, når jeg så hans sejlende og opgivende blik, følte så stor en medfølelse og kærlighed til ham, at jeg ville have gjort alt for at kunne tage over for ham, for at vi kunne bytte pladser. Bytte pladser, så han kunne få en ekstra chance her i livet - jeg var parat til at give ham min. Så meget var min far en del af mig. Jeg var lige så træt og opgivende som ham. Jeg orkede ikke mere, men på trods af det kunne jeg stadig ikke sige stop. Jeg var efterhånden blevet en mekanisk udgave af mig selv. Jeg gjorde, handlede og ordnede uden egentlig at være til stede. Mine følelser var så voldsomme, at jeg lukkede ned - for hvis jeg gav slip, mærkede efter og bad om hjælp, så ville det hele falde fra hinanden, og min far ville ikke overleve sit misbrug. Først i dag er jeg klar over, at jeg kæmpede en kamp, som jeg ikke kunne og aldrig havde stået til at kunne vinde.

Det er slut nu, og vi er begge på hver af vores "den anden side." Når jeg læser Pernilles beretning, sætter jeg spørgsmålstegn til, hvordan jeg kunne komme så langt ud, at jeg var parat til at give min far min plads i livet, at jeg ikke var i stand til at sige stop. Det er enormt grænseoverskridende at sige det højt, men samtidig også frygteligt, at man kan miste sig selv så meget til et andet menneskes misbrug. Men virkeligheden er, at det var sådan, det var. Da jeg snakkede med præsten efter min fars død, spurgte hun mig, hvordan jeg havde kunnet klare at leve med så stor en medafhængighed. Jeg svarede: "Hvis jeg fik chancen, ville jeg gøre det igen." Nu lidt over 2 år siden min fars død tror jeg på, at jeg gennem samtaler, terapi, støtte og en stor tro på mig selv er kommet så langt i det at passe bedre på mit selv, at jeg ville være i stand til at sige "stop - nok er nok."

Da jeg var omkring ti år, havde jeg for første gang samlet mig mod til at fortalle min far, hvad det gjorde ved mig, at han drikkede, som han gjorde. Jeg husker ikke, hvordan jeg fik det sagt. Men min fars reaktion var ikke, som jeg havde håbet på, og han snakkede ikke til mig i en lang periode efter. Anden gang jeg fortalte ham om det, sad vi i et rum sammen med andre alkoholikere og deres børn. Han var i behandling i Hanstholm og havde været ædru nogle uger. Vi var linet op over for hinanden. Jeg husker, at jeg ikke fik sagt alt det, jeg ville, fordi jeg græd. Jeg kunne ikke klare at såre ham med virkeligheden. Men den dag i dag ved jeg, at han vidste, hvad jeg ville have sagt, hvis jeg havde kunnet - om ikke andet var han selv et barn af en misbruger og vidste, hvad en forældres misbrug gør ved et barn.

Gennem min opvækst og ungdom forsøgte jeg at fortælle ham det flere gange. Jeg forsøgte faktisk at sige stop - give ham et ultimatum; mig eller alkoholen. Men jeg var nærmest lige så afhængig af ham, som han var af sin alkohol, så jeg tog mig en del tilbagefald. Jeg blev klar over, at jeg enten slet ikke havde ham i mit liv eller havde ham som den far, han nu engang magtede at være. Jeg valgte det sidste.

Da min far blev alvorligt syg, tog vi samlet op i hans lejlighed og gav ham endnu et ultimatum. Overraskende tog han imod, pakkede sine ting og lod sig indskrive på et afrusningscenter. Jeg var glad, selvfølgelig var jeg det. Men jeg var pludselig mere anspændt, angst og nervøs end før. Jeg frygtede, at han ikke ville lykkedes. Min frygt blev bekræftet efter et opkald fra centret. De havde fundet min far døddrukken i et busskur uden for. Jeg var vred på ham, såret og følte mig magtesløs. Jeg kørte op og hentede ham, og synet af ham kunne have fået mig i knæ. Min vrede og sorg over hans svigt lod jeg hvile et sted langt væk. I stedet løftede vi ham ind i bilen og kørte ham tilbage til hans lejlighed. Jeg lagde ham i seng og kiggede ham i øjnene. Jeg kunne se, at han vidste, at han havde såret mig - "Undskyld, Carina. Men jeg kan ikke."

Jeg tænkte meget over den sætning og forstod til sidst, at jeg havde tabt. Jeg kunne ikke redde ham. Det kunne kun han selv. Og selv om det var en umenneskelig svær beslutning, koncentrerede jeg mig i de sidste uger af hans liv om at være datter og ikke medafhængig.

Det blev min far, der sagde stop og ikke mig. Jeg er glad for, at han kunne, når nu jeg ikke formåede det. Det redede både ham og mig. Vi blev begge sat fri.

Når jeg skriver, er det ikke i et håb om at få medlidenhed, men derimod, at jeg kan nå ud til andre børn af misbrugere, der sidder i samme situation, som jeg gjorde. Det er et forsøg på at tale om det, som jeg havde brug for, at nogen havde fortalt mig, da jeg havde allermest brug for det! Det at sige stop er ikke en egoistisk beslutning, men af kærlighed til både sig selv og den, der har misbruget. Medafhængigheden gør intet godt for nogen, men ødelægger i stedet alt. Selvom dine handlinger overfor misbrugeren kan virke som en hjælp og et kærligt "puf i den rigtige retning," er det det helt modsatte.

Jeg har ikke misbrugeren i mit liv længere, men konsekvenserne af ikke at kunne sige stop og tage mig selv alvorlig bøvler jeg stadig med indimellem. Jeg håber, at du kan lære at sige stop, at nok er nok. Og ikke mindst tro på, at et stop også er en gerning begået af kærlighed.

For mig betyder et stop ikke, at du skal skubbe din far eller mor ud af dit liv. Men DU skal sætte grænserne, og jeres relation skal være efter dine spilleregler. Det kræver, at du er tro mod dig selv og forholder dig til det, du føler og har brug for. Det kræver, at du bliver på din egen banehalvdel. Lige præcis her er det kun dig, der bestemmer.