Det er lørdag aften, og solen er for længst gået ned. Saga sidder på sengekanten ved siden af sin far. Han ligger krympet sammen som et lille barn. I hans ansigt anes nogle blå og gule farver. Brillerne ligger på sengebordet, kun med ét brilleglas i. Hun ryster på hovedet og aer ham over den ru og indsunkne kind. Han er på vej væk, tænker hun. Hvis han sagde farvel nu, så ville det være okay. Det er for hårdt at se ham på den her måde. Gad vide, om han ved, hvor han er på vej hen? Hun ville ønske, at de kunne bytte plads, så han kunne få en ny chance her i livet. Hendes tanker flyder ind og ud imellem hinanden. Hun er træt, så ubeskrivelig træt, men hun kan ikke få sig selv til at gå hjem i seng. Synes af ham alene i den røgfyldte lejlighed, så hjælpeløs og syg får hende til at blive. 

Han har fået tildelt flere besøg af hjemmeplejen og fået en kalder på armen, så han kan ringe efter hjælp. Han har også fået et kamera op, så han kan tale med personalet hjemmefra. Men det nytter ikke noget. Saga kan se, at han ikke bruger det. Det eneste, han er optaget af, er at få fat i sin alkohol og sove. Han er langt væk. Efter styrtet på cyklen er det gået op for Saga, hvor håbløs det her er. Hun kan ikke redde ham. Han kæmper imod. Eller sådan ser det i hvert fald ud. Saga er i tvivl. Nogle dage virker han bange og ked af, at det hele har taget sådan en alvorlig drejning. Men andre dage er det som om, at han har glemt det hele igen. Det er alkoholen, der trækker i ham. Det er den, der får ham op på de ben, som han ikke længere kan stå på. Og så er det, at det sker, at han vælter, slår sig og ligger hjælpeløs og venter på, at nogen finder ham. Det må simpelthen være så nedværdigende, tænker Saga og finder hans hånd under dynen. Det reagerer han på, og stille åbner han sine øjne. 

”Hej, far.” Hun kigger på ham, og han på hende. 

”Er du her?” spørger han og kigger på hende som om, at han ikke kan tro, at det er hende, der sidder hos ham. 

”Ja. Jeg er lige her.”
Han smiler stille til hende og lukker sine øjne igen. 

”Jeg skal hilse dig fra Klas. Han har et tilbud til dig, som han vil snakke med dig om på mandag.” Hun kigger nøje på ham for at finde en reaktion. Han åbner sine øjne igen. 

”Klas? Har du snakket med ham?”
”Ja, vi snakker sammen indimellem.” Hun holder en pause. 

”Far, vil du ikke være sød at høre på, hvad han har at sige.” Hun kigger ham i øjnene og klemmer hans hånd lidt hårdere. 

”Far!” siger hun igen for at vække lidt liv i ham. 

”Du er rigtig dårlig efterhånden. Hvis ikke du passer bedre på dig selv og får noget hjælp nu, så dør du.” Han svarer hende ikke, men klemmer bare hendes hånd tilbage. Han lukker sine øjne igen. Hun bliver siddende lidt endnu og suger ham til sig, for måske er det sidste gang. 

Saga sidder i toget og forsøger at koncentrere sig om den bog, som hun er i gang med. Nogle dage er det rart at læse en historie om andre mennesker, som hun kan leve sig ind i, og for en stund glemme sig selv og det, der foregår i hendes liv. Men hendes tanker kræser kun om én ting. Om håbet og om de ord, der blev indtalt på hendes telefonsvarer for et par dage siden. 

”Hej Saga. Din far er gået med til at lade sig indskrive på Viborghøj. Han er så dårlig, at det her er det sidste, vi kan gøre for at hjælpe ham. Så lad os håbe på, at vi får ham i mål. Lad os tales ved.” Der havde været forhandlinger mellem hende og hendes far. Da personalet på Viborghøj i første omgang så hans daværende tilstand, havde de ikke turdet tage imod ham. Derfor blev han indlagt på sygehuset, men var allerede dagen efter blevet udskrevet igen. Med nød og næppe havde Saga og Klas fået ham overtalt til at tage tilbage på Viborghøj og lade sig indlægge. Det er deres sidste chance for at kunne redde ham. 

... Fortsættes...