Kapitel 11: Farvel, far

blogindlæg

Kapitel 11: Farvel, far

Skrevet af
Carina
Oprettet 3 måneder 1 uge siden

Kæreste far, 

Nu har du endelig fået fred. Jeg håber inderligt og af hele mit hjerte, at du nu er omgivet af varme og kærlighed, og at du ikke mindst sidder deroppe med et dejligt smil på dine læber. Jeg håber, at de alle sammen har taget i mod dig, og nu vil sørge for, at du har det godt, til vi ses igen. 

Jeg ved, at du havde det rigtig skidt i din sidste tid og jeg ved, at du var ked af det og følte dig ensom. Det piner mig at tænke på. Jeg forsøgte alt, hvad jeg kunne, for at nå ind til dig. Det lykkedes mig ikke at få dig ud af dit misbrug. Men jeg håber på, at jeg med tiden kan overbevise mig selv om, at det ikke er og aldrig var mit ansvar – det er jeg ved at øve mig i, ved at passe på mig selv. 

Jeg elskede dig, men jeg hadede misbrugeren. Du blev mit livsprojekt. Lige meget, hvordan tingene så ud, så havde jeg altid et lille håb inden i. Måske - måske en dag, ville jeg kunne få min far tilbage. Sådan tænkte jeg ofte, når jeg blev ved med at kæmpe for at holde dig ædru og i live. 

Du skal vide, at jeg var ulykkelig over at se dig lide i den tilstand, du befandt dig i. Derfor er jeg, trods omstændighederne, lettet over, at du nu endelig har fundet din fred. 

Jeg har i en lang periode givet udtryk for min bekymring, og dermed en tanke om, at du snart ville få lov til at give slip på livet. Dermed har jeg også forsøgt at forberede mig, men ting som dette kan man aldrig forberede sig på. Selvom jeg godt har været klar over, at jeg snart skulle miste dig. 

Jeg kunne se at du kæmpede, at der ikke var noget du hellere ville end at leve sammen med dine børn – men du magtede ikke kampen længere. Jeg forstår det godt, og det er okay. Men jeg ville ønske, at du var sovet stille ind i din seng, uden smerte og sorg. Jeg ville ønske, at Morten og jeg havde set en sovende og fredfyldt far. Det eneste jeg kan håbe er, at du ikke oplevede det jeg så, og det jeg forestiller mig, at der er sket. Den tanke kan jeg simpelthen ikke bære, og jeg håber, at jeg med tiden finder mere ro, når jeg tænker på det. 

Jeg tænker meget over, om du var bange eller ked af det, om du kunne mærke at det var ved at være slut. Ud fra det jeg har hørt lægen fortælle og efter at have set din lejlighed sidder en grim følelse fast i mig. Da jeg så dig i kapellet lignede du slet ikke dig selv. Du så ikke fredfyldt ud. 

Men jeg har gjort lejligheden ren. Din bror har lovet at hjælpe Morten og jeg med alle de praktiske ting vedrørende din bisættelse og ikke mindst din lejlighed og dine ejendele. Faktisk er der mange, der hjælper til. Måske var du mere elsket og holdt af, end du selv gik og troede? 

Men jeg ønsker ikke, at de skal se, hvordan dine sidste timer har været. Lige til det sidste ønsker jeg at værne om din værdighed. Det er dog ikke det hele jeg kan få rent. Der er stadig blodrester på gulvet og på væggen, men måske tager omverdenen ikke skade af at vide, hvordan virkeligheden virkelig så ud? 

Jeg har altid været angst for, at du ville føle dig ensom og ligegyldig den dag, du skulle her fra. Men jeg håber af hele mit hjerte, at du ved, hvor meget jeg elskede dig og altid vil gøre. Min vrede dukker frem i disse dage. Den er rettet mod misbrugeren og det liv, han valgte – jeg lærer aldrig at forstå det, men jeg må lære at leve med det. 

Vi to forstod hinanden som ingen andre gjorde. Det har du altid sagt til mig og det har jeg levet efter. Det tomrum, som du efterlader mig med, må jeg se, om jeg kan få fyldt op med noget godt og positivt i mit liv. Men lige nu er jeg vred, i sorg og offerrollen har et fast greb i mig. Den rolle ved jeg, at jeg må slippe ud af, før jeg kan få det godt igen – og det vil jeg gøre. 

Jeg fortryder ikke vores tid sammen, for den bragte mig også noget godt. Men jeg ville ønske, at jeg havde lært at sætte grænser og for alt i verden, at jeg aldrig havde mistet mig selv i rollen som alkoholikerens datter. 

Du har desværre haft et langt sygdomsforløb i det år, der er gået. Vi har diskuteret og grædt sammen, jeg har været endeløs bekymret og har i perioder ikke været i stand til at leve mit eget liv, fordi jeg værnede så meget om dit. Jeg ville inderligt ønske, at du ikke skulle have været igennem alt dette. Nogle gange har jeg tænkt, at du ville have haft bedst af, at have forladt os i marts, da du kom på intensiv. Men på den anden side, så ved jeg nu med mig selv, at jeg gjorde, hvad jeg kunne. Jeg så dig kæmpe dine sidste kampe og jeg gjorde virkelig, hvad jeg kunne for at støtte dig. Jeg havde ønsket, at du var blevet i dine afrusninger og at du havde ladet dig indlægge, når det var nødvendigt. Jeg havde ønsket, at du havde vundet de kampe og at vi bagefter kunne have haft et dejligt liv sammen. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne have taget noget af al den smerte og sorg fra dig. Jeg ville ønske at jeg kunne have givet dig den styrke og det mod, der skulle til. 

På den anden side ved jeg godt, at rollefordelingen ikke burde være fordelt på den måde, som den var – og i virkeligheden var det nok dig og din støtte til mig, som jeg i alle de år søgte så intenst. 

Jeg har stadig ikke forstået at jeg aldrig kommer til at se dig igen. Det er en forfærdelig følelse og jeg savner dig allerede ulideligt. Men jeg ved, at du ville ønske, jeg lever videre og passer på mig selv. Derfor forsøger jeg hver dag at finde styrken og modet til at gøre dette. Som aftalt vil jeg altid huske på alle de gode og kærlige timer, vi også tilbragte sammen. Lov mig, kære far, at du vil gøre det samme der, hvor du er nu. 

Din kærlighed til dine børn har aldrig fejlet noget og jeg ved, at du var stolte af os. Du var en dejlig far og en kærlig mand. Du var kreativ og dygtig. Du var fantasifuld og humoristisk. Du var arbejdsom og omsorgsfuld. På trods af alt, har du været et godt forbillede for, hvordan man skal være som menneske. Tak far. Dog er det en kæmpe sorg at vi skulle miste dig til dit misbrug. En fantastisk mand er gået tabt. Jeg håber, at du vil gøre brug af dine utrolige egenskaber der, hvor du er nu. 

Som lovet skal vi opleve alt det, vi ikke fik mulighed for i det her liv. Jeg tror på det evige liv, og jeg tror på, at du lever videre et bedre sted. En dag får vi det liv sammen, som vi kæmpede for. Jeg elsker dig, far. 

Jeg vil ikke afslutte brevet. Det kan jeg ikke få mig selv til, for jeg ved, at jeg ind imellem vil få lyst til at skrive dig nogle flere. Derfor siger jeg heller ikke et endegyldigt farvel, for jeg ved, at vi ses igen, far. Jeg lader brevet stå åbent og sender dig i stedet et lille smil. Min kamp fortsætter – men denne gang er det kampen for mig og mit liv. 

For altid din datter, Carina. 

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program