I dag er jeg 28 år - men jeg har kun 2 års erfaring som Carina. De sidste 26 år har jeg levet som alkoholikerens datter.

Bloggen her på Cyberhus vil komme til at fortælle min historie igennem tidligere skriverier, breve til min far og tanker, som har fyldt i mit liv siden jeg mistede min far til alkoholen for to år siden. Skruer jeg tiden tilbage til d. 15/1 2016 er alkoholikerens datter stadig mit liv, og hun har lige sagt farvel til sit livsprojekt - sin far. Lige liges har hun sagt farvel til og erkendt, at hun ikke kunne redde ham - alkoholen vandt.

De næste to år bruges på at finde frem til Carina. Det har kostet et kæmpe stykke arbejde med samtaler, terapi, behandling og en kæmpe potion selvindsigt. I dag er jeg Carina og jeg har det godt - i dag er jeg mit livsprojekt og jeg ved, at jeg dengang kæmpede en kamp, som hverken var mit ansvar eller som var mulig at vinde. Det var min fars ansvar og det var hans kamp. Selve vejen dertil vil jer gerne dele med jer - så den starter her med et gammel skriveri 1 år efter min fars død, og en uge inden hans mindedag 2017:

......

Det er snart et år siden, jeg mistede min far, så denne måned føles lang og giver anledning til en del minder på både godt og på ondt. Jeg savner ham som aldrig før, og tanken om at jeg aldrig skal se ham igen, gør mig panisk, men mest af alt vred.

Lige præcis vreden og mine tanker omkring den vil jeg gerne dele med jer.

For snart et år siden…
En fredag omkring middagstid blev jeg ringet op af en læge fra sygehuset. Jeg var på vej hjem fra arbejde. ”Din far er her ikke mere,” sagde hun, og jorden forsvandt under mine fødder. Det sidste år af hans liv kørte som en film i mit hoved.

Han skulle have været til kontrol på sygehuset om torsdagen, og jeg havde forgæves forsøgt at få ham overtalt til, at jeg kunne tage med ham – så vi var to om det. Så jeg kunne støtte ham. Han ville ikke have, at jeg skulle tage med ham. Han sagde, at han selv ville klare det. At han ikke var et barn, der havde brug for sin mor til at passe på ham. Men jeg var angst for at miste ham. Jeg kunne ikke acceptere, at han ikke ville hjælpes. Derfor kontaktede jeg sygehuset og forklarede vores situation. Men de kunne intet gøre, hvis ikke han selv ønskede hjælpen. På det tidspunkt havde jeg hørt lige præcis de ord tusinde gange. Jeg følte mig magtesløs, så jeg gjorde ikke mere og gav min far ansvaret for sit liv tilbage.

Min far og jeg havde vores sidste samtale aftenen inden, at han døde. Han havde ikke været til kontrol den torsdag, og heldigvis skældte jeg ham ikke ud, selvom jeg var frygtelig bange og bekymret. For første gang i mange måneder kunne jeg høre min far snakke og ikke misbrugeren. Vi grinte sammen og sluttede samtalen, som vi ofte plejede. Han sagde: ”Jeg elsker også dig.”

Accept 
Efter en opvækst med alkoholmisbrug er accept af din bagage altafgørende for, at du kan starte et liv uden medafhængighed. Men at acceptere sin bagage kan være svært, hvis du er vokset op med en forælder, der drikker.

Den forælder og voksen, der skulle have fortalt dig og ikke mindst vist dig med handling, at du var værdifuld, var elskværdig og vigtig, svigtede dig, og rollerne blev omvendt. Derfor kan en opvækst i en alkoholramt familie give følelsesmæssige problemer.

Barnet er vokset op med det, som Kristina Hermann i sin bog ”Du er ikke alene”- en opvækst med alkoholproblemer”, kalder ”den afhængige rytme” – alkoholikerens rytme. Det er en rytme af følelser, der er så intens og fuld af hurtige skift og uforudsigelighed på grund af det misbrug, der styrer forælderens liv. Det er en rytme, som smitter af på barnets følelser, og som på sigt kan få barnet til at miste kontakten til sig selv og dermed leve afhængigt på sidelinjen af den misbrugsramte forælder.

Det er først efter min far, at jeg har ladet følelserne få plads. Det har været og er stadig svært at mærke dem og handle på dem på en hensigtsmæssig måde. Ofte tænker jeg, at det ville være nemmere, hvis man blot kunne pakke sine følelser og tanker væk, når man ikke ønskede deres konfrontation. Men sådan fungerer det desværre ikke. Eller måske skulle jeg sige heldigvis, at det ikke fungerer sådan. Hvis vi altid pakkede vores følelser og tanker væk, ville vi udvikle os til en dårlig udgave af os selv. Vi ville leve et liv i fornægtelse, vrede og sorg. Det er der ingen, der ønsker. Men sommetider kan det være svært at se sig selv ud af den tilstand og situation, som man er havnet i. For børn af misbrugere er det en situation, som man ikke selv har bedt om at blive stillet i. For vi vælger ikke selv vores forældre, og vi vælger ikke, om de skal leve i alkoholmisbrug eller ej. Men når alt kommer til alt, så vælger vi selv, hvordan vi ønsker at leve vores eget liv. Vi vælger selv accepten af det, som blev til vores bagage.

Vrede og tilgivelse
Jeg er ikke i tvivl om, at min far elskede mig og mente, at jeg var noget værd. Det ved jeg, at han gjorde. Han var bare ikke i stand til at vise mig det, fordi han var blændet af sit misbrug. Dermed kan jeg ikke undgå at komme i kontakt med både vrede og tilgivelse. To modsætninger, men alligevel to ting, der hænger sammen.

Min vrede kommer af den kærlighed, jeg havde, og altid vil have til min far. En kærlighed, jeg kalder ”den ubetingede kærlighed”, for det var den. Min kærlighed til min far bandt mig til mere, end jeg kunne rumme – selvom jeg gjorde det alligevel. Den kommer af bekymring og medfølelse for, hvordan han havde det som menneske. Den kommer af en enorm angst for at miste ham. Den kommer af mit ønske om en far, der kunne have været en del af mit liv med alt, hvad det indebærer. Den kommer af hans egoistiske valg og manipulerende adfærd. Den kommer af hans evige kæmpen imod alt, hvad vi forsøgte at gøre for ham.

Vrede og tilgivelse er to både meget svære og grænseoverskridende ord at skrive om. De gør mig dårlig. Men dog er de alligevel en del af det hele. De giver mig dårlig samvittighed! For hvordan kan man være vred på et menneske, der kæmpede så hårdt med livet. Det spørger jeg tit mig selv om. Igen er det her min forælderrolle over for ham, der træder frem.

I året, der er gået, har jeg arbejdet meget med lige netop de ord, ikke bare at sige dem, men også at mærke dem. De ligger så langt fra mig, for der har aldrig været plads til dem før. Og det at mærke vreden har ligefrem været en skræmmende oplevelse. Men jeg har fundet ud af, at det er en nødvendighed – det følger med. Og vigtigst af alt har jeg fundet ud af, at jeg har retten til at føle lige præcis det, som jeg føler.

Det næste skridt er accepten. Accept giver fred, men det er en lang rejse. Dog er det muligt at nå dertil. Det er en vigtig forudsætning for, at du kan komme til at leve uafhængigt og gøre dig fri af din misbrugers afhængighed. Vreden skal have plads, men du er også tvunget til at rejse dig over den. Ellers vil du have tilbøjelighed til at indtage offerrollen, og i den rolle kommer du aldrig ud af din medafhængighed.

Jeg har blandt andet læst og arbejdet meget med Kristina Hermanns bog, som jeg nævnte tidligere, ”Du er ikke alene – en opvækst med alkoholproblemer”. Jeg kan varmt anbefale den til dig, som er vokset op med en alkoholisk forælder. På en meget omsorgsfuld måde tager den dig i hånden og åbner op for en verden, som du længe har nægtet adgang til dit liv.

Jeg håber, at du på sigt kan lære at lade dine følelser – også vreden – få plads og dermed kan lære kunsten at acceptere din bagage og elske ubetinget.

På næste søndag vil jeg mindes min far! Og til ære for ham vil jeg dele sindsrobønnen med jer:

”Gud, giv mig Sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
Mod til at ændre de ting, jeg kan,
Og Visdom til at se forskellen”.