Forretning og fortvivlelse.

Hey venner i dag er det tid til en genforening med J. Hvis i har læst mit sidste indlæg vil i vide præcis hvem jeg snakker om, hvis ikke så læs det :)

Sidste gang fortalte jeg om min ubehagelige episode foran webcamet, og for hver gang vi snakkede sammen blev han mere og mere vild i varmen. Men det var jo egentlig heller ikke så underligt, det var jo min egen skyld, jeg kunne jo bare have sagt til ham at jeg væmmedes ved hans lille toilet optræden, men sådan var jeg nu engang ikke.

Vi snakkede stadig sammen dagligt, men det var ligesom om at emnerne havde ændret sig en smule, pludselig var fokusset ikke på mine problemer, men mit udseende og hans trang til onani. Det skal siges at dette ikke var alt vi snakkede om, for så havde jeg cuttet kontakten. Dog irriterede vores nye samtaleemne mig ufatteligt, han var blevet ligesom alle de andre drenge online, han lagde mærke til mine bryster og kommenterede på min røv hver gang jeg rejste mig fra min stol.

Han kendte allerede til mit sexliv, for det var jo en meget stor del af min afhængighed på daværende tidspunkt, men pludselig ville han have alle historierne i detaljer og selvom jeg ikke var interesseret i at dele dem fik han mig overbevist.

Han onanerede nu ugentligt til mig, og selvom det var irriterende at tage ham med hånden i bukserne var det efterhånden blevet rutine. Efter et par uger var det ikke nok kun at kunne ane mine former, og han bad mig om at smide tøjet.
I starten var jeg ikke meget for det, men jeg gjorde det, lod som om jeg var tændt og rørte ved mig selv. Han blev ovenud lykkelig, men uanset hvor meget jeg elskede at se ham glad, kunne det ikke kompensere for den vrede og afsky jeg følte indvendigt.

Jeg tænkte at det nok var bedre på denne måde. Han virkede glad og når han var færdig havde han tid til at snakke med mig om mine problemer igen. Det fungerende egentlig fint, jeg fik hvad jeg ville have og jeg betalte ham med ”sex”. Det var jo egentlig hvad det var, en meget underlig og meget nøje udtænkt forretning.  Som vores webchats blev mere og mere hede, forsvandt trangen til at gøre det så tit, måske smed jeg tøjet en gang hver anden uge, men det var fuldstændig op til ham. 

Vores samtaler blev igen mere og mere normale og selvom han stadig fik hvad han ville, fik han det i mindre mængder, hvilket var helt fint for mig.

I må virkelig ikke tro at jeg ikke havde tænkt over dette før jeg ”indgik denne aftale” men det var virkelig den eneste udvej jeg så for mig. Jeg var på så tæt på at begå selvmord inden jeg mødte J, men vores samtaler og hans forståelse gjorde det muligt for mig at glemme min afhængighed, i hvert fald for en kort stund, mens vi prøvede at finde frem til roden af mine problemer.

Vi  fandt den! Det gjorde vi virkelig. Selvskaden var blevet en del af mig fordi jeg ville lade den smerte jeg påførte andre gå ud over mig selv. Nobel tankegang, men decideret dum. Mange af de mennesker jeg havde gjort ondt ville ikke se mig længere, jeg tvivler på at de overhovedet ville komme hvis jeg var blevet torturet eller hvis folk havde brændt mig på et bål. Så meget hadede de mig, og jeg hadede også mig selv, for det var jo min skyld. I princippet tror jeg ikke at min selvskade var til deres fornøjelse, jeg tror det var fordi jeg inderst inde havde ondt af mig selv.
Jeg nød ikke at se andre i smerte, jeg nød at se mig selv i smerte, for det havde jeg fortjent. I princippet var de mennesker som jeg påførte smerte kun dukker i mit spil, jeg havde brug for dem for at kunne tilfredsstille mig selv.

Og selvom jeg lyder enormt afklaret nu er der stadig ting jeg den dag i dag ikke forstår og stadig prøver at finde ud af.  På dette tidspunkt, hvor jeg chattede med J havde vi ikke fundet ud af en brøkdel af det jeg i dag er klar over. Dette var hvad vi vidste ”Selvskaden var blevet en del af mig fordi jeg ville lade den smerte jeg påførte andre gå ud over mig selv.” og så at jeg var blevet godt og grundig afhængelig af den.

Vi snakkede sammen i mange år, og vi snakker stadig engang imellem, dog ikke om fortiden, vi er begge kommet videre og jeg har fået mit liv tilbage.
Selvom J hjalp mig med at løse mine problemer tog det mange år, gennem disse år, opbyggede vi et ubrydeligt bånd, jeg kunne ikke overleve dette selv han hjalp mig og gjorde mig stærkere end jeg nogensinde havde troet var muligt. Men det var ikke alt sammen lutter lagkage.

I næste indlæg vil i høre hvordan jeg klarede mig igennem 9-klasse. Hvordan jeg med J’s hjælp overvandt de fleste af mine personlige udfordringer, og hvordan jeg faldt direkte tilbage i min afhængelighed da J pludselig ikke var der længere.

På gensyn.

Kh. Pallione