Hey Venner! Velkommen til mit andet blog-indlæg.
Jeg ville elske at fortælle jer om hele mit liv, altså helt fra begyndelsen.  Men så langt tilbage vil jeg ikke begynde denne historie.  Jeg har haft en fantastisk barndom, det har min ualmindelig dejlige familie sørget for… Derfor er det også vigtigt at når jeg fortæller jer om mit liv, at gøre jer klar over at jeg aldrig nogensinde kunne have ønsket mig et andet barndomshjem eller en anderledes opvækst.
Jeg elsker hele min familie - også den pukkelryggede.
Grunden til at jeg fortæller jer dette er at mange mennesker i mit liv, og især en enkelt psykolog påduttede min familie skylden for ”pretty much” alle mine fejltagelser og problemer, selvom de aldrig har haft noget med det at gøre.

Denne historie starterede engang for 6-7 år siden, jeg går i 6 klasse, jeg prøvede ligesom alle andre teenagere på min alder at passe ind, at være en af de populære, og det lykkedes mig også – men for hvilken pris. Mine venner – eller efterfølgere var kun mine venner så længe jeg var ”sej nok”.  Vejen til popularitet var dyr, og blidt gjorde jeg ting som jeg også den dag i dag fortryder – bare for at opnå andres accept.
Jeg gjorde hvad der blev forventet af mig. En af de mest almene ting i blandt teenager-tøser er at skabe drama ved at skabe rygter og sprede løgne, og det gjorde jeg. En dag tog det overhånd, og en af mine bedste veninder stod for skud.  Jeg glemmer aldrig hvordan hun grædende løb ud af klasselokalet, mens ”mine venner” grinede højlydt og gav mig high five – eller følelsen da hendes forældre et par dage efter første triumf ringende hjem til mine og fortalte dem om hændelsen.
Selvfølgelig brugte jeg også dette mod hende, hun blev snart til en af de svage, og hendes omdømme blev fuldstændig smadret. Ingen ville være sammen med en sladrehank.
Hun flyttede skole, og først der forstod jeg hvad jeg havde gjort, jeg fik det enormt dårligt.
Jeg var nu blevet klassens dronning, ingen turde sige mig imod. Jeg blev forgudet, for hende ingen kunne lide havde nu flyttet skole. Jeg følte mig ikke som en dronning, respekten var der, men kun fordi folk var bange for hvem der var mit næste offer, jeg havde det ikke godt med rollen som klassens dronning - eller som jeg så det skolens største bitch.
Jeg kunne ikke tilgive mig selv for de ting jeg havde gjort, jeg havde såret en af mine bedste veninder og for hvad? Magt? Udødelighed? Respekt? Jeg havde gjort det udelukkende for at passe ind, men jeg brød mig ikke om mit nye jeg, slet ikke. For at være dronningen i klassen skal man hele tiden foretage sig noget nyt, ellers bliver man udskiftet, til sidst kunne jeg ikke holde til at være en af de seje mere, så jeg forlod min post. Jeg fik det ufatteligt dårligt med mig selv, og begyndte derfor at skære i mig selv, jeg følte jeg var blevet til et monster. Jeg havde ondt inden i og gik med forfærdelige følelser om mig selv og mit væsen, det at skære i mig selv gav mig et frirum, hvor jeg kunne føle smerten, hvor jeg kunne håndtere den.
Enkelte af mit førhen værende slæng opdagede det, nogle prøvede at snakke mig til fornuft og andre tog afstand. Underligt nok blev historierne om mit selvskaderi aldrig offentliggjort, men da enkelte begyndte at tage afstand til mig, gjorde resten af efterfølgerne det samme. Eliten blev snart opbrudt da en klassesammenlægning truede i slutningen af 6. klasse.  Over sommerferien forvandlede mit udseende sig mere drastisk end det nogensinde havde gjort før. Jeg startede i 6. klasse med pudder på læberne, hundrede af halskæder og mærketøj, jeg afsluttede i 6. klasse med almindeligt tøj jeg havde det godt i. Da jeg startede i 7. klasse var jeg opsat på at finde mig selv, og være den jeg ville være, og ikke hvad andre bad mig om. Jeg udforskede derfor en masse ny musik, musik jeg aldrig troede jeg skulle finde interessant, jeg gik i alternative tøjbutikker og fandt ud af at jeg gerne ville være mere eller mindre emo-inspireret.
Da jeg dukkede op første skoledag i 7. klasse havde jeg farvet mit hår fra blond til sort, havde lakeret mine negle med skiftevis sort og hvid neglelak, lidt for meget eyeliner og selvfølgelig primært sort tøj.
Folk forstod ingenting da vi startede i skole, kun de enkelte veninder jeg have snakket med i løbet af sommerferien, som også var faldet i samme hul som jeg, vidste hvorfor jeg havde skiftet stil, og de havde gjort det samme.  Vi elskede at være anderledes og havde det fantastisk i vores nye stil. Flere og flere folk forsvandt fra vores vennelister, men vi var ret ligeglade. Det var først da det pludselig var os folk virkelig snakkede om at det blev for meget for i hvert fald mig. Hvis vores klassekammerater så os på gangen ville de kaste vand på os og råbe at vi var satanister. I starten synes vi det var en sjov joke, men det blev ved længe, og til sidst var det ikke sjovt længere.  Gennem denne periode hvor jeg selv oplevede at  blive mobbet, begyndte jeg igen at skære i mig selv, det var hårdt at komme igennem, og jeg følte at jeg fik styr på smerten når jeg kunne se hvor den kom fra.  Det havde jeg ikke. Jeg følte mig dybt forvirret og havde en følelse af at jeg havde tabt i mit eget spil, jeg følte mig ligeså ynkelig som jeg havde syntes at min veninde var den gang jeg havde mobbet hende.
Pludselig forstod jeg trangen til at flytte væk, begynde et nyt liv, møde mennesker der måske havde prøvet noget lignende og derfor forstod mig. Mine forældre var ikke så glade for ideen og jeg blev på skolen sammen med de mennesker jeg hadede.
Efter nogle måneder hvor jeg næsten dagligt havde skåret i mig selv, begyndte jeg at tænke på hvordan jeg havde det lige nu, og hvad jeg året forinden havde gjort mod folk, hvordan de måtte føle og jeg fik det dårligt med mig selv igen. Jeg havde været egoistisk nok den gang jeg var en del af de populære, fandme nej om jeg skulle side og skære i mig selv fordi jeg havde det dårligt med mig selv nu.
Jeg prøvede derfor at lade kniven ligge når jeg gik i seng om aftenen, men det var nemmere tænkt end gjort. Jeg havde udviklet en form for afhængighed overfor følelsen jeg fik ved selvskade.
Jeg kunne ikke bare opgive det, og derfor begyndte jeg at tænke på mine ofrer, alle dem jeg havde mobbet, før det gik udover mig. Og jeg skar nu i mig selv, fordi jeg ville føle den smerte jeg have forvoldt et andet menneske. Der var mange situationer at tage fat i og jeg kunne derved tilfredsstille mig selv længe. Men som ved enhver afhængighed fodrede jeg også den, og den dag da der pludselig ikke var flere mennesker jeg havde skadet, begyndte jeg at skade flere mennesker, så jeg stadig kunne fortsætte med at skade mig selv om natten…

Jeg vil fortsætte historien i mit næste indlæg, jeg vil fortælle om hvordan selvskaden næsten tog livet af mig og flere af mine venner, hvordan jeg overvejede hvilket træk der skulle være det næste, og hvor mange menneskers liv jeg enten har påvirket negativt eller helt ødelagt.

Men inden jeg afslutter dette vil jeg fortælle alle jer der sidder og overvejer at skade jer selv, lad være!  Jeg har hørt mange historier om hvordan det hjalp andre mennesker gennem svære tider, men der er også historier som min der kun bliver værre og værre og til sidst næsten umulige at stoppe.

Jeg håber i vil følge med i mit næste indlæg også 
KH. Pallione