Kære læsere.

Jeg har i mange år, været udsat for grov mobning og faktisk også vold, det er jeg dog slet ikke udsat for mere, og i den forbindelse tænkte jeg forleden dag, at jeg gerne ville dele nogle fortællinger og erfaringer ud til andre, som måske står eller har stået i samme situation som mig. (Ja undskyld min indledning er så brat). 

Det hele startede med at jeg altid har været sårbar, jeg har haft en meget alvorlig blodsygdom, som jeg idag er helbredt for, og som jeg ikke mærker noget til mere, og i den forbindelse har jeg altid været mors dreng, fået en masse dejlig omsorg, og nogle forældre som altid har været der for mig. Jeg startede i skole som en forsigtig dreng, som stadig var syg (ikke helbredt endnu), og hvor der ikke skulle meget til før at hele mit liv væltede. Jeg kan huske at jeg altid græd i pressede situationer, og hvergang vi skulle på overnatning med klassen i de mindste klasser, græd jeg konstant og hele tiden i angst. Da jeg startede i 4. klasse, var jeg stadig meget sårbar, havde ikke mange venner, og var simpelthen et let offer for mange, forstået sådan, at hvis nogle sagde bare noget til mig, var jeg ikke typen der svarede igen eller sagde fra, så de blev ved, jeg havde simpelthen ikke overskud til det. Jeg kan huske at jeg altid bare har været mig selv, og det har andre ikke altid kunne acceptere, førhen var jeg en dreng, der elskede at gå i en masse pangfarver, farvede sko, og generelt bare været mig selv. Jeg blev altid kaldt for homo, fordi at andre ikke vidste bedre. "Ej han går i røde bukser og grønne sko, så må han være homo". Jeg har altid været meget metroseksuel, ment sådan, at jeg elsker at gå i sorte tætsiddende bukser, sorte chelsea boots, og en sweater, en meget casual stil, og går rigtig meget op i mit udseende, det kommer dog lige på plads at jeg ikke er homoseksuel, og ja, hvis jeg var, så var der heller ikke noget galt i det :). Metroseksuel er simpethen bare den lidt feminine mand. I de mindre klasse blev jeg mobbet med at blive kaldt for øgenavne, det mest mærkelig som blandt andet mølle, pølle osv. Barnligt! Jeg er blevet spyttet på, jeg er blevet slået og sparket i pauserne på den friskole hvor jeg gik. Hvorfor at jeg altid har været den lidt udsatte dreng i min skoletid, ved jeg faktisk ikke. Måske fordi jeg altid har været sårbar og følt mig udsat, og simpelthen ikke kunne lide at sige fra. I de tidligere klasser jeg har gået i, har der førhen været mange lærerskift, og en skoleledelse der gang på gang ikke ønskede at gøre noget ved problemet. Da problemerne forsatte i 6 og 7. klasse nu på 3. og 4. år, havde jeg det nu så svært at jeg ikke ønskede at komme i skole, jeg græd rigtig meget, var rigtig frustreret og brugte blandt andet Børnetelefonen rigtig meget til at snakke om mine problemer, anonymt. Mine forældre har altid været der for mig under alt det mobning, og har også hvergang der har været noget, kontaktet skolen igen og igen og igen.... men hvor at skolen simpelthen bare har holdt os hen, med undskyldninger om at tingene nok skulle ændres, og vi kunne holde samtaler om det osv. I 7. klasse føler jeg at jeg endelig trænger igennem og der skifter jeg skole, jeg kommer til en helt fantastisk klasse, med et fantastisk dygtigt og professionelt lærerteam, som forstod og vidste hvordan de skulle hjælpe mig til at kunne lide at gå i skole igen, med den tunge bagage jeg nu havde med mig. Der var dog nogle gange nogle små problemer, men de blev løst, og alt blev okay godt igen. 

Mange af mine skole år har ikke været nemme, de har dog sat nogle ar på sjælen den dag idag, og også fysisk. Jeg tog igennem mine mobningsår, rigtig mange kilo på, og er dog også idag overvægtig, men hvor har jeg dog været stærk! Jeg har turde råbe op om hvad der sker, søgt hjælp og i sidste ende fået løst problemerne. Alt det her, har idag gjort mig til en rigtig stærk person. Jeg har den dag idag formået at tage mig en uddannelse, fået fast arbejde, og nogle rigtig dejlige venner og veninder, som betyder alt for mig! Jeg er så stolt over, at jeg den dag idag gør en kæmpe forskel for de ældre mennesker i mit arbejde, jeg er rigtig god til at drage omsorg for andre. I torsdags stod jeg med en døende kvinde på det plejecenter hvor jeg var vikar, jeg tog hendes hånd og jeg kunne mærke hun blev helt rolig, som hun lå der i sengen, jeg får så meget ros, jeg er kommet videre og er pisse dygtig til at være noget overfor mennesker, mennesker der har brug for mig, mennesker der har brug for omsorg og trøst og støtte, de gamle som er bange og som har brug for en hånd og en krammer. Jeg elsker at være sosu!

For at gøre en ende på hele blog indlægget, så er det vigtigste budskud: RÅB OM HJÆLP! lad være med at gå med det selv, og få det dårligt over det. Kæmp for det du vil, for inderst inde er vi nogle stærke individer, om vi så tror det eller ej! Og det der også er rigtig vigtigt, det er at sige fra og turde at sige fra! Jeg har selv været der og er kommet videre, selvfølgelig aldrg noget jeg glemmer. Jeg håber at mit blogindlæg og min fortælling, har hjulpet nogle til, at finde styrken til at sige fra overfor røvhuller og idioter :-D Fuck dem, (undskyld mit sporg, så har vi kaldt en skovl for en skovl og en spade for en spade) :-D Kan i sove godt!

Mikkel.