Hvorfor dog fortryde? I forvejen har jeg ingen eksamen, og jeg er jo tvunget til at tage uddannelser og få et job ud i fremtiden og nutidens krav er rimelig høje i forhold til i gamle dage. Jeg får den støtte, jeg har brug for af familie. Og uanset hvor meget, jeg så end ville sige til min sagsbehandler om, at jeg har det skidt, det er da lige meget, for jeg skal da bare ud i arbejd. Eller også sætter de mig på nogle skoler eller arbejds muligheder for handicappede. Jeg har intet imod handicappede, men jeg er ikke selv fysisk handicappede og har ligesom brug for at være sammen med nogen, der er skal man sige fysisk aktive, men det er jo også et forkert ord valg. Der er ingen perfekte mennesker, og vi er alle mere eller mindre handicappede på en eller anden måde.

Men selvom jeg har det psykisk svært, så må jeg se mig udover det. For på en eller anden måde har jeg fået selvtilliden tilbage og troen på, at jeg faktisk godt kan, og hvis der er noget, der er svært fx af lektier eller noget i dagligdagen, så får jeg hjælp af familie.

Jeg vil gerne se mig udover den del, at man er afhængig af kommunen, for det sted føler jeg mig ikke ligefrem længere. Jeg syns min sagsbehandler derimod er ret så åndssvag at høre på. Hun gør tingene meget værre end de er. Det kan godt være, jeg psykisk kan have det skidt, men der er da dem, der har det langt værre end mig.

Man kan også sige, havde jeg nu aldrig nogensinde blevet mobbet, så havde jeg nok rent psykisk ikke haft det så svært den dag i dag. Medmindre der selvf skete noget andet, men det er sket, og så må det, der ikke har slået mig ihjel, gøre mig endnu mere stærkere. Det er sgu rart, når man får selvtillid, mod og vilje til at gøre nogen ting.

Jeg er så eksamens angst, at jeg ikke fik min eksamen dengang, jeg ville sgu ikke. Nu vil jeg gerne, det er jo trods alt 5 år siden, jeg droppede ud af skolen. Man må jo tage nogen chancer. :D Så må det jo koste lidt sved og tårer ind imellem, jeg tror nemlig godt, at jeg kan. For jeg vil. :)