Ja, overskriften siger jo en hel del. :) I dag fik jeg så mit kompetence bevis, som er beviset på, at jeg har gennemført min skuespiller uddannelse, og at jeg har modtaget forskellige typer undervisning i forskellige ting, osv. Også at jeg har været i praktik. 

Det var godt nok vemodigt, når man sad der på forreste række og sad der, og man skulle sidde og se noget af det, man har lavet på video, samt en masse billeder både fra forestillingen og fra lejrturen. Der var blandt andet et billede, hvor jeg stod og lavede mad på lejrturen. 

Det var fuldstændig mærkeligt, at man sad der og skulle kigge på billeder og videoer, hvor man var med, og det blev jo kun vist pga. vi skulle stoppe. Der blev holdt tale af uddannelsescheffen.

Det har været en meget god dag, hvis man ser sådan overordnet på det. Men det har godt nok også været vemodigt, det var svært at holde tårerne tilbage, og det kunne jeg også se på Linnea, da jeg gik hen til bordet. Linnea fortsætter jo 1 år endnu. 

Det bliver meget mærkeligt, at i morgen er den aller aller sidste dag, hvor jeg er der som elev. Men det bliver nu ikke helt et farvel, mere et på gensyn. Jeg regner da med, at Linnea hun inviterer mig til sin dimission samt forestillingen og da også gerne semester visningen til december. Men jeg kommer nok også mest for Linneas skyld og for at være en god veninde. :)

I går fik vi også feedback, hvor vi fik fælles noter, men tre af os som skulle stoppe fik individuel feedback. Jeg kan huske, at Trine sagde til mig, at jeg skulle fortsætte med mit skuespiller arbejde, finde teater som jeg kunne arbejde med, at jeg skulle holde mig i gang med faget, og at jeg har talent. I dag lød også i talen fra uddannelsescheffen, at jeg havde udviklet mit talent for skuespillerfaget, og at det har været en fornøjelse at se mig i forestillingerne og sådan nogle ting.

Det er altid rart at få ros, og det er rart, at man får at vide, at man har talent. Jeg syns da også selv, at jeg er blevet bedre end jeg har været. Men jeg føler også virkelig, at hvis man ser bort fra mit fravær og stress, at jeg egentlig har formået at udvikle mig enormt meget. :)

På en måde glæder jeg mig til i morgen, men på en måde gør jeg ikke. Jeg syns jo, det er helt uvirkeligt, at det er min aller aller allersidste dag. Men jeg syns også, at den har været langt undervejs. Altså i starten af det her år, der gav jeg nærmest op og følte bare slet ikke, at jeg kunne holde det ud. Jeg var mere eller mindre parat til at droppe ud, men jeg gjorde det ikke, jeg fortsat. Men det er bare også mærkeligt, det er ubeskriveligt. Jeg har i hvert fald været meget rørt de sidste par dage, men det er samtidig også helt oka. :)