Medierådet for Børn og Unge
Medierådet har to primære opgaver:
Medierådets Videncenter
Centeret har som formål at vejlede og informere om, hvordan børn og unge kan bruge sociale medier og nye online teknologier på en positiv og ansvarlig måde, samt at udruste forældre og lærere med brugbar viden om emnet. Medierådet arbejder tæt sammen med en række vigtige partnere og står hvert år bag mange forskellige initiativer, debatter, kampagner, materialer og virtuelle indslag. Derudover samarbejder videncenteret med forskere og universiteter om indsamling af viden på feltet samt udgivelse af undersøgelser og rapporter.
Medierådet for Børn og Unge har fungeret som nationalt videncenter under EU-Kommissionens Safer Internet Programme siden 2004. Videncenteret indgår i det internationale awareness netværk Insafe, som består af 30 andre videncentre i Europa. Tilknyttet Videncentret er en hotline, hvor man kan anmelde børnepornografi på nettet, koordineret af Red Barnet, samt en helpline, hvor børn kan søge hjælp, koordineret af Cyberhus.
Medierådet - vurderingsudvalget
Medierådet for Børn og Unge vurderer film og videoer for at beskytte børn og unge. Medierådet sætter så at sige samfundets officielle grænser for, hvad mindre børn bør se af levende billeder. Medierådet er nedsat af Kulturministeriet for at aldersmærke film samt vejlede forældre om film og computerspil. Ifølge filmloven skal Medierådet vurdere alle film og trailere, der skal vises i biografen, sælges eller udlejes på dvd til børn under 15 år i Danmark. Medierådets vurderingsudvalg, der består af Medierådets formand og en række børnesagkyndige medlemmer, gennemser og klassificerer filmene. Vurderingsudvalget skal vurdere, om film kan være skadelige for børn. Ved film forstås biograffilm, trailers og DVD m.m.