Selvskade har ødelagt min krop...

Selvskade har ødelagt min krop...

Ung , 13 ,
11.11.2011

 jeg er en pige på nu 13 år, jeg syntes selv mit liv er det rene helved' - Er det ikke lidt tidligt os syntes det? 
Det hele startede for ca. 2 år siden, da jeg gik i 5 klasse. (Nu går jeg i 7) .... 

Jeg var en pige med rigtig mange venner, folk kunne li mig for den jeg var og jeg var altid glad. Jeg deltog i timerne i skolen så godt som jeg nu kunne og jeg havde en fantastisk familie. Men pludselig blev der bare drejet 180 grader om på mit liv .....

Jeg begyndte at blive mobbet af en dreng fra klassen det stod på i et godt stykke tid, jeg blev ked af og fortalte det til lærene som så kontaktede mine forældre. Så fik vi en snak om det, mig og ham drengen og vores familier det hjalp i et stykke tid. Vi blev gode venner, pludselig begyndte han igen, han sagde grimme ting til mig, slog mig, gjorde mig ked af det hele tiden.. Heldigvis skiftede han skole og alt blev 'normalt' igen. Tiden gik, og der var nu gået et år ca. Jeg var stadig en lykkelig pige, elskede at være sammen med mine venner og veninder efter skole, jeg syntes skolen var skøn. Men det vendte så os lige 180 grader på INGEN tid. En pige fra 8 klasse begyndte at være meget efter mig, jeg havde fået afvide at det var fordi jeg gik med for meget make-up? men det syntes jeg lød lidt åndsvagt, folk skal jo ikke bestemme hvordan jeg skal gå at se ud? men det vidste sig så faktisk at det var derfor, hun blev ved med at være efter mig, hun kom ned til mig i min klasse og begyndte at råbe ad' mig osv. Jeg turde faktisk ikke at komme i skole til sidst, det endte med at hele 8 årgang var efter mig, alle hadet' mig og alle syntes jeg var klam. Jeg mistede fler og fler venner på min årgang, men heldigvis var det de ægte jeg havde tilbage. :-) .. Så gik tiden igen og jeg kom i 7 klasse, som jeg går i nu. Jeg havde det rigtig svært, jeg var næsten aldrig i skole, jeg turde ikke, jeg var bange for at gå uden for min dør. 

Så en dag da jeg var på vej hjem efter skole med en af mine veninder, kom hende pigen som tidligere havde mobbet mig, hun kom med 2 af sine veninder. De hev fadt i mig og sagde at de ville snakke med mig. Jeg stod og var bange, jeg rystede og var ved at begynde at græde, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Vi fik da snakket lidt og så imens hun var ved at sige noget blev jeg så ked af det og begyndte at græde og jeg gik, i det jeg gik forbi hende spyttede hun mig i hovedet. Jeg løb nærmest hjem resten af vejen og græd så meget at jeg næsten ikke kunne få vejret. jeg løb hjem og sagde det til min mor, og så ringede hun til min far for at fortælle hvad der var sket. De sagde at jeg skulle sige hvis de gjorde mere for hvis de gjorde det blev det meldt til politiet. 2 dage efter spytklatten i hovedet, skete der noget andet. En pige tog mig med ned i cykelkælderen' på min skole og ville snakke med mig. Hun begyndte at spørger ind til hvorfor jeg var så flabet overfor folk? hvilket jeg ikke var? jeg svarede bare og sagde 'det er jeg da heller ikke' - hun begyndte at sige noget med at hvis hun gjorde mig noget nu så ville hun aldrig nogensinde gøre mig noget mere, jeg sagde bare okay og skulle til at gå. Så da jeg gik ud af døren sagde hun at jeg lige skulle komme tilbage og stille mig foran hende, det gjorde jeg og jeg spurgte hende hvad hun havde tænkt sig at gøre ved mig? lige da jeg havde spurgt..... blev jeg slået i hovedet. Jeg gik grædende op til mine veninder og de spurgte hvad der var sket. jeg måtte ikke sige det for jeg var blevet truet med at hvis jeg sagde det så ville det blive værst for mig selv. Men jeg sagde det alligevel, for jeg stolede på dem. Jeg fik min mor til at komme og hente mig efter skole, jeg var så bange for at gå alene. Hun kom og jeg fortalte hende hvad der var galt og så snakkede vi med inspektøren osv.... 

Alt blev for meget for mig, jeg tog aldrig i skole, kunne ik li at vise mig offenligt, syntes jeg var grim og fed og tyk og klam, jeg var ikke tilfreds med mig selv, alt gik bare ned af bakke i mit liv. Mine forældre vidste ikke hvad de skulle gøre til sidst så jeg begyndte med at gå til psykolog, det var ikke fedt jeg kunne ikke li det. Det hjalp heller ikke noget... Så vi tog ned til mine læge istedet for og snakkede med ham i ca en time og han sagde at vi skulle tage til Kolding syghus og snakke med dem der. Så vi fik en tid og tog til Kolding for at snakke med sygplejskerne. Der fik jeg så afvide at jeg havde en meget voldsom depression, og var ved at ha en begyndelse til en spiseforstyrrelse da jeg aldrig spiste og var bange for at blive for tyk. Mine forældre blev self. kede af det og det samme gjorde jeg, jeg fik piller for depressionen..... Men de hjalp ikke noget som helst. Jeg fik det værre og værre og var hele tiden uvenner med mine forældre, vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv. jeg var aldrig i skole, lå bare hjemme i min seng og tænkte på alt igennem mit liv, satte selvmordsmusik på og sådan blev det ved ( sådan er det stadig ) jeg begyndte at gøre selvskade, jeg skar i mig selv, jeg slog mig selv rigtig hårdt jeg fik blå mærker, først brugte jeg en nål til at skære, men da jeg ikke syntes det hjalp nok begyndte jeg med at bruge en rigtig skarp køkken kniv. Jeg gemte den under min seng og mine forældre vidste ikke noget, indtil den dag min mor så min arm og spurgte hvad der var sket. Vi satte os stille ned og jeg begyndte at fortælle hende det, hun ringede til syghuset for at fortælle det, og jeg måtte ikke få afvide hvad de sagde.. Det blev så slemt med mit cutteri' at jeg ikke måtte være alene, jeg måtte heller ikke sove alene, så jeg skulle sove inde ved min mor. Så en aften spurgte jeg min mor om jeg ikke godt måtte få en chance til at se om jeg ikke kunne sove alene. ( jeg havde sådan en træng' til at skære i mig selv, da jeg ikke havde gjort det længe ) yes, jeg fik lov. Jeg skar igen uden mine forældre vidste det. Næste dag tog jeg ikke i skole, jeg lå og græd og var helt ude af mig selv, jeg tog en kniv, satte mig ud i min seng, slukkede alt lyset så der var helt mørkt, og skar ved min pulsåre, tankerne fløj igennem mit hovede, jeg ville bare væk.... Men da jeg havde skåret, fortrød jeg.. jeg skrev til en af mine klasse kammerater at jeg havde gjort det, og hun blev så ked af det at hun sagde det til min lære, og min lære ringede til min mor, min mor blev bange, og læren kom faktisk hjem til mig, hun stod og bankede på døren og ringede på men jeg åbnede ikke. Jeg ville ikke snakke med nogen eller noget som helst, så jeg sad bare der med blod over det hele.... Efter læren var kørt igen kom min far hjem, og der var det stoppet med at bløde så det var ikke så slemt.. Jeg ville ønske jeg forsvandt, men nej.....

Nu idag, har jeg det stadig sådan, jeg skære i mig selv hver aften ved tanken om at jeg ikke er go nok, jeg er næsten aldrig i skole, men jeg har rigtig mange venner og veninder... jeg er træt af mit liv, og siger til min mor hver eneste dag at jeg ikke vil være her mere, fordi jeg er så deprimeret at jeg ikke kan klare det. Jeg er stadig på piller men de hjælper ikke noget.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men jeg håber på det bedste. Mit liv er noget rod, og jeg hader det over alt på jorden. Det hele ville ha været meget nemmere hvis jeg slet ikke var her .......

 

Kommentarer

Indsendt af Anonym den

 Hej Celine... jeg er en pige på 14. år og går i 8. kl. Jeg synes bare du skal vide, at du ikke er den eneste! Jeg vil lige starte med din tanke om selvmord... en af rådgiverne sagde til mig: At ende livet vil også ende smerten...men du vil ikke længere være her til at opleve at smerten er væk. 
Det var virkelig en øjenåbner for mig!... jeg er glad for at hører at du snakker med dine forældre, det fik jeg aldrig gjort i tide. Og det med den mobning der.. så vil jeg vædde med at du er en sød og rar pige! dem som vælger at mobbe er bare folk som selv har ondt i røven over et eller andet og uheldigvis var det så dig det skulle gå udover. du skriver at du synes at du er tyk og klam (åhhe jeg kender følelsen alt for godt) hvilket nok er noget psykisk... SPIS!... jeg ved selv hvor svært det er, men jeg oplevede at mit humør blev bedere, faktisk overraskede det mig lidt. Men jeg står op idag! med grimme fysikske ar fra selvskade og stadig en smule psykiske ar, men jeg får også medicin og jeg har venner! måske er det få, men jeg ved at de er der for mig, så hold fast i de venider du har!

Jeg håber af hele hjertet at det her bare hjælper en lille smule... held og lykke fremover! kærligst Fisken!

Indsendt af Anonym den

Hvor gør det dog ondt i mig at læse om de forfærdelig ting du har været igennem, og forfærdeligt at medicinen ikke hjælper dig.

Jeg har netop opdaget at min datter på 14 år skærer i sig selv, og det gør mig så trist. Som forældre vil man kun alt det bedste for ens barn, vil gøre alt for at ens barn skal have det godt og det er jeg sikker på at dine forældre også vil.

Du skal endelig blive ved med at bruge din mor til at hjælpe dig. Jeg håber inderligt at du og alle andre søde unge mennesker kommer til at holde af jer selv og jeres liv. Der er så skrækkeligt hvordan voldsomme oplevelser kan præge et sind så meget.

 

Jeg har endnu ikke helt fundet ud af hvad det er min datter bliver så ked af, at hun tyr til at skade sig selv. Jeg ved hun føler sig grim, men det kan ikke være det eneste, forøvrigt er hun efter min mening dejlig og smuk.

 

Mor til en selvskader

 

 

Indsendt af Maria den

Kære Celine,

du har været udsat for mobning, overgreb, og andre ydmygende oplever - derfor er det klart at du får det skidt - det ville ALLE få, hvis de havde oplevet det samme som dig - tro mig. Det kan give en post traumatisk stressyndrom sådan noget der - der er bare grænser for hvor store stressbalstninger man kan klare, og kroppen reagerer på det! Oven i det er du gået ind i puberteten, dvs det limbiske system i din hjerne - den del af hjernen hvor "følelserne" sidder, lige nu er det styrende. Dvs du oplever dine følelser meget overumplende og kaotiske - ISÆR set i lyset af de oplevelser du har haft.

Den gode nyhed er, at hjernen med tiden går tilbage til en tilstand, for din præfrontale cortex overtager - dvs at du igen vil opleve at have styr på følelserne, og formår at adskille hvad der er dig og hvad der er dem. Det der er vigtigt lige nu, er at du arbejder på at få gode tanker om dig selv op at køre igen. Det er desuden RIGTIG godt at finde måde at udtrykke dine følelser på (som er konstruktive og ikke kommer til udtryk i cutting - for cutting er også et udtryk for følelser - bare ikke særlig godt for dig). Det kan f.eks være igennem musik, det at lave digte, at male, at spille teater - hvad som helst. Jeg ved ikke hvor meget støtte du oplever at få af din familie og dine venner, men det er også meget vigtigt at du læner dig op ad dem - foretag dig noget, spørg f.eks din mor om i kan gå i biografen og spørg den veninde som du føler er nærmest, om hun vil med. Tag en dag ad gangen og tilgiv dig selv når du falder af hesten, og kommer til at cutte dig selv eller når du får et anfald af depression. Du kan godt få styr på det - bare op på hesten igen. Forsøg at genvind din tillid til dig selv - tillid til at du KAN, - du kan være aktiv medskaber i dit liv, og du kan træffe valg som er gode for dig. Og opgiv ikke håbet - livet er langt, og der kommer MANGE gode oplevelser til dig i fremtiden - tro mig, jeg sad og skar i mig selv da jeg var 15 år, og ville bare dø... men nu elsker jeg livet, har en mand og to børn. Lad tiden arbejde for dig, og tag bare en ting ad gangen - det skal nok gå, vær god ved dig selv - du fortjener det. Kram fra Maria

Indsendt af anyom den

jeg er en dreng på 15 år.

du ved ikke hvor meget sur jeg bliver over at høre det her sker ved dig !!

og især at du mister VENNER, at du bliver mobbet, JEG HAR BARE INGEN ORD NOK TIL AT SKRIVE DET JEG VIL SIGE !! det fucking så latterligt at jeg ville ønske jeg var din ven, og at jeg var der for dig !!! det gør mig så ked, at du var så glad før og nu er det hele bare F*CKING LORT !

og at det du skærer i dig selv det er FORKERT du skal ikke forsvinde, OG DE VENNER / VENINDER DU HAR NU ER F*CKING FALKSE DE GØR INGEN TING FOR AT HJÆLPE DIG, Hvis det var mig der var din ven nu, vil jeg have fået dig til at stoppe, selvom du ikke gad at snakke med mig, jeg vil gør alt for at stoppe det du er igang med. DE F*CKING PIGER PÅ DIN SKOLE , KAN IKKE FORSTÅ DER FINDES SÅDEN NOGEN SLAGS MENNESKER ... DET ER SÅ UTROLIGT.................................

 

det eneste jeg kan sige nu er, selvom jeg ikke er din ven/: 

så lad vær med at cut dig selv, vær stærk tro på dig selv og aldrig giv op ligemeget hvad der sker.

 

 - undskyld at udtrykker mig på den her måde.. det gør mig bare så sur at læse det her..

Indsendt af Christina den

Hej Celina!

Jeg hedder Christina & jeg er 15 år.

jeg er så ked af at hører det der er sket med dig!
jeg har selv været ude for en hel masse.

Anyway, jeg ved også noget om det cutteri osv.
Jeg har selv været indlagt på psykiatrisk afdeling pga. et mislykket selvmordsforsøg (cutting).
og min gode veninde begik selvmord ved at skære pulsen over ved håndledet & det har såret en masse!
 

Jeg vil rigtig gerne være din veninde & hjælpe dig!
for jeg ved at du har brug for hjælp & ikke mindst en veninde.
Jeg ved godt at jeg er helt fremmed for dig men du må altså meget gerne skrive til mig på: (mail slettet af moderator - det er ikke tilladt at oplyse mailadresser eller anden personlig data)
jeg ville være så glad, hvis jeg kunne hjælpe dig - bare lidt.

intet skal holde dig tilbage i at skrive til mig..
Jeg er her for at hjælpe dig - så udnyt mig endelig! ;-)

hilsen mig (:
 

Indsendt af Teacup. den

 Nu må du endelig ikke misforstå mig, jeg syntes ikke du sidder og piver over ingenting, det er ikke det jeg mener når jeg skriver denne her kommentar. Men jeg tror a det du har brug for er at starte dit liv op igen. Du er jo kørt helt fast, og som du selv siger blivet der værre og værre. Og der kommer til at flyve som mange forskellige tanker genenm dit hovede når du ligger derhjemme, negative tanker. For duhar ikke så meget at lave, udover at hade dig selv, og der er ikke noget der distrahere dig for at gøre det. Hvis jeg var dig ville jeg starte på en anden skole, alså starte på en frisk. Sæt ild til din fortid og stift nye venskaber. Det lyder ikke som en rar tanke, og det hjælper sikkert heller ikke i starten, men alt det her cutteri osv. startede jo ikke fordi du begydte at pive over alting, det startede fordi du mødte så meget modgang i dit unge og sårbare liv. Du har brug for at møde medgang, og lade andre støtte dig, for du er selv en modgang mod dig selv lige nu, det er ligesom en ond cirkel. Hvis du ikke har modet på det kan du begynde at skrive med nogle nye mennesker. Den mening om at du er grim og fed osv. var jo ikke oprindeligt din mening, det var andres mening som efterhånden satte sig fast i dig. Hvis du er sammen med andre mennesker, som har nogle bedre meninger tror jeg du kan slippe af med den negative mening, og begynde at 'tænke selvstændigt om dig selv', hvis du forstår hvad jeg mener.

Hvis du ikke lige kender en du kan snakke med, som ikke syntes du bruger for meget makeup, og ikke (undskyld sproget) er nogle fucked up bitches, så må du meget gerne kontakte mig. Jeg bruger ikke min Email, men jeg hedder (slettet af moderator) på det danske gosupermodel.

Indsendt af Sab den

 Hey søde.

Jeg er pige på 14 år, og inden jeg skriver, skal du lige vide at jeg måske lyder lidt halv-ligeglad, og at det rager mig. Men det er jeg ikke, og du skal endelig ikke forstå det sådan ;-)

Jeg ser du har været meget igennem, og kan ikke komme mig over at det startede med en smule mobbing, men endte med psykolog, piller og ''cuttning''. Jeg har sådanset selv været det, og det har desværre RIGTIG mange unge i dagens Danamrk, fordi folk har så pisse hamrende travlt med hvad alle andre gør, istedet for hvad de selv gør.

Jeg bliver helt ked af at vi ikke er venner, og at jeg ikke kender dig personligt. Er ellers sikker på jeg kunne hjælpe dig, hvis man ellers kan sige det sådan - skal forstås på den måde at, jeg selvfølgelig ingen anelse har om du faktisk vil hjælpes, og at jeg selv hader den der pædagogiske-måde at sige ''du kan bare søge hjælp hos mig, osv.'' Plus, jeg ville også ha' været en ''ægte ven'' som du beskriver i din tekst.

Anyway: Det gør mig ondt inderst inde at læse sådan om dig, og minder mig utrolig meget om mit selvmord.. Men ligemeget hvad ville jeg 100% ha' været der for dig, da du mest behøvede det.
Synes jeg bare du skal vide.

KH. Sab

Chatrådgivning

Vidste du, at du kan chatte med en frivillig voksen på Cyberhus, helt anonymt? Du kan chatte om hvad som helst.

Vi er dygtige rådgivere, som sidder klar i chatten tirsdag, onsdag og torsdag kl. 18-22

Gå til chatten

Seneste kropshemmeligheder

31/08/2014
alt for store hofter hader mig og min krop for det
Af Dreng 15 år
26/08/2014
Jeg har en hemmelig kæreste. Han er 18.
Af Pige 13 år
22/08/2014
Jeg er flov over mine små bryster
Af Pige 16 år